Artikel top billede

Med Googles nye tablet er markeds-hysteriet komplet

ComputerViews: Alt hvad der kan kravle og gå i it-industrien har nu en tablet på hylderne. Mange vil blive slemt skuffede.

Læs også:

Så lækker er Googles billige tablet-pc

Microsofts tablet-pc skal smadre iPad i erhvervslivet

ComputerViews: Hvad har Apple, Microsoft, Google, Amazon, Asus, Blackberry, Lenovo, Acer og Samsung til fælles med hinanden - og en hel del andre it-virksomheder?

De har alle et eller produkter på hylderne, der falder inden for kategorien tablet-computere.

Med Microsofts Surface-lancering i sidste uge og Googles lancering af sin Nexus-tablet i denne uge er udvalget af tablet-pc'er komplet.

Eller rettere; Hysteriet er komplet.

Herfra kan det næsten kun gå ned ad bakke. Ikke for tablet-markedet som sådan, for det har lyse udsigter, men for en del af de producenter, der har kig på denne svulmende it-kage.

De kommer til at dele med ikke bare én, men rigtig mange, konkurrenter.

Guldfeberen raser

Tablet-feberen er godt på vej til at toppe. I øjeblikket er der tale om et klassisk "Klondike Gold Rush."

Til det er der kun at sige:

Ja, der findes guld på tablet-markedet.
Nej, heller ikke denne guldfeber vil gøre alle rige.

Så sent som for nogle få år siden så vi det med de små mini-bærbare, de såkaldte netbooks, hvor salget først eksploderede, hvorefter markeds-euforien dog hurtigt kom ned på jorden igen.

I dag er det en produkt-kategori, der tales overraskende lidt om - blandt andet fordi tablet-pc'erne og de såkaldte ultrabooks stjæler rampelyset.

De mini-bærbare er ikke forsvundet fra butikshylderne. De har bare fundet deres naturlige placering. Sådan kommer det også til at gå med tablet-pc'erne.

Her begyndte det hele

Lige siden Steve Jobs den 27. januar 2010 stod på en scene i San Francisco og for første gang præsenterede Apples iPad, har markedet været for opadgående med en fart, de færreste havde tude drømme om.

Og slet ikke, når man tænker på, hvor skidt det gik med den første tablet-lancering, der blev indledt af Bill Gates helt tilbage i 2001, da han præsenterede en "so cool" tablet-pc på Comdex-messen.

Selvom iPad'en på ingen måde var det første produkt i denne kategori, blev det den lancering, der fik forbrugerne til at få øjnene op for mulighederne med tablet-pc'erne.

Resultat er imponerende.

Så stort er markedet

De seneste opgørelser fra analysefirmaet Gartner viser, at der fra 2011 til 2012 er tale om en stigning i salget til slutbrugerne på 98 procent, så der i alt bliver solgt godt 119 millioner tablet-pc'er på verdensplan.

I 2016 vil antallet af solgte tablets ifølge Gartner-rapporten være oppe på hele 369 millioner på verdensplan.

Analysefirmaets fremskrivelser placerer i 2012 Apples iOS på en klar førsteplads med en markedsandel på 61,4 procent, mens Android-platformen er nummer to med en markedsandel på 31,9 procent i 2012.

Det billede ventes at ændre sig en del, når Windows 8-tablet-pc'erne rammer markedet senere i år.

De Windows-baserede tablets ventes i år vil stå for 4,1 procent af markedet, mens andelen i 2016 vil være oppe 11,8 procent.

Derfor venter skuffelsen forude


Google forsøger med sin Nexus-tablet at lægge sig i den prismæssigt lave del af markedet.

Idéen er sådan set god nok, idet man så i højere grad kan gå efter masserne snarere end den hårde kerne af teknologi-fetichister.

Problemet?

Problemet er, at denne del af markedet allerede er fint afdækket af en stribe selskaber - heriblandt ikke mindst Amazon med Kindle Fire.

På samme måde er den mindre størrelse heller ikke noget brugbart salgsargument. Også det er allerede set ikke bare én gang, men adskillige gange.

Hvem der kommer til at vinde lavpris-kampen, er svært at spå om. At ikke alle producenterne kan vinde, kan der derimod ikke være den store tvivl om.

Så er der umiddelbart mere mening at se i Microsofts Surface-tablet, der går ret målrettet efter erhvervskunderne, hvor der stadig er plads til forbedringer.

Jo, der er selvfølgelig iPad'en, men hvor gennemført et produkt, der end er tale om, er der ikke tale om et it-chefens ønske-produkt. Så er der selskaber som Lenovo og RIM (Blackberry), der også har noget at byde på på erhvervssiden.

Uanset hvordan man vender og drejer billedet af tablet-markedet i 2012, er det dog ganske tydeligt, at der et boomende marked til trods ser ud til snart at blive temmelig trangt for de mange producenter, der leverer produkter lige netop her.

Nu kommer hverdagen tilbage

Formentlig vil tablet-markedet på sigt få en noget mere afgørende position i it-markedet, end det er tilfældet med de små netbooks, der i dag lever en noget anonym tilværelse.

Der er dog alligevel meget, der tyder på, at der kommer til at finde en markedsmæssig skuffelse sted.

Ikke bare fordi der er en tydelig lemmingeeffekt blandt producenterne, men også fordi det stort set altid går sådan, når nye it-fænomener blomstrer op og giver alle dollar-tegn i øjnene.

Som det fremgår af Gartners seneste hype cycle er "media tablets" allerede godt på vej ned imod det punkt, hvor skuffelsen indtræder - inden markedet så når sit naturlige niveau.


Gartners Hype Cycle 2011. (Klik for større grafik)

Apple, Microsoft, Google, Amazon, Asus, Blackberry, Lenovo, Acer og Samsung er sammen med en stribe andre producenter til stede på et marked, hvor væksten hidtil har været vild og voldsom.

Inden længe vil euforien forsvinde og hverdagen indfinde sig.

Spørgsmålet er så, hvor fremtrædende en position tablet-pc'erne vil blive tildelt i butikkerne - og hvor mange producenter, der vil blive plads til.

Læs også:

Så lækker er Googles billige tablet-pc

Microsofts tablet-pc skal smadre iPad i erhvervslivet




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere