Artikel top billede

Fusionen fejres. Peter Kyvsgaard (Partner BC), André Albrechtsen (Partner BC), Christian Andersen (Partner og adm. direktør BC), Sami Ensio (CEO og grundlægger Innofactor), Mads Rørdam (Partner og direktør, BC), Henrik Kure (Partner BC), Janne Martola (VP Innofactor).

Dansk it-firma solgt til Finlands største Microsoft-hus

Det danske BI-konsulenthus Bridgeconsulting bliver overtaget af finsk it-kæmpe, der betaler et pænt millionbeløb for firmaet. "Ja, vi bliver da rige," lyder det fra dansk ejer.

Klokken 15 i dag orienteres de cirka 30 ansatte i det danske konsulenthus Bridgeconsulting om, at deres virksomhed fremover er på finske hænder.

Ledelsen i Bridgeconsulting har fået et tilbud, de ikke kunne sige nej til fra finnerne.

De fire stiftere og ejere med hver en fjerdedel af aktierne, lægger nu deres virksomhed i hænderne på Finlands største Microsoft-hus, fortæller Mads Rørdam, direktør for salg, marketing og forretningsudvikling i Bridgeconsulting.

Han må ikke oplyse salgsprisen, og med et nik til et to-ciftret millionbeløb har han da heller ikke sagt for meget.

Bliver I rige af det her?

"Det kommer an på, hvordan man ser på det. Men ja, det gør vi da. Vi har fået en god pris for virksomheden. Det er en god handel på begge sider af bordet," siger Mads Rørdam.

Der ligger ingen planer om organisatoriske ændringer i den nu dansk/finske virksomhed, og ledelsen fortsætter uændret med salgsdirektør Mads Rørdam, general manager Christian Andersen og Peter Kyvsgaard som konsulentdirektør.

Vækstplaner indfries

Bridgeconsulting har bestandigt været opsat på at blive større, men har savnet moment til at vokse.

Derfor er den finske overtagelse, der betyder, at Bridgeconsulting skifter navn til Innofactor, en kærkommen lejlighed til at øge væksten og forfølge ambitionen om at gøre virksomheden til stor dansk Microsoft it-virksomhed.

"Innofactor vil bruge os som brohoved til Danmark. Det er en fantastisk mulighed for os for at være med til at skabe en stor spiller på det danske marked, som dækker hele Microsoft-produktporteføljen," siger Mads Rørdam.

Innofactor beskæftiger godt 190 medarbejdere og omsætter for cirka 17 millioner euro. Innofactors erklærede strategiske mål er at udvide aktiviteten til nabolandene gennem fusioner og opkøb og prøve at blive den største leverandør af Microsoft-baserede løsninger i Skandinavien.

Derfor sagde danskerne ja

Folkene bag Bridgeconsulting har tidligere overvejet et købstilbud, men besluttede dengang at vente på det rigtige tilbud.

"Vi har bygget vores forretning op om business intelligence, nu skal vi i gang med CRM, og vi har brug for en større muskel for at kunne gå ind i et nyt marked. Vores kunder har gerne villet købe noget mere af os, men vi har været meget smal som virksomhed, og nu kommer vi med hele Innofactors produkt-pallette, hvor vi tidligere har måttet sige nej til opgaver, fordi vi ikke havde kapacitet til at løse dem."

God kemi

Hvordan passer finsk og dansk virksomhedskultur sammen?

"Der er rigtigt god kemi. Det har vi alle lagt vægt på, da det er den samme ledelse, der skal arbejde sammen om at udvikle et stort it-hus. Derfor har kemien mellem os spillet en vigtig rolle. Der er et godt match mellem os aldersmæssigt og ambitionsmæssigt. Vi står det samme sted i livet, kan man sige."

Fra Finland udtaler Sami Ensio, som er grundlægger og CEO i Innofactor, at han ser den danske virksomhed et perfect match for Innofactors forretningsaktiviteter.

"Sammen vil vi være i stand til at servicere vores internationale kunder hurtigere og bredere, ligesom vi vil arbejde på at udvide kundegrundlaget. Udvidelsen af vores løsningstilbud i de nordiske lande vil forbedre vores konkurrencedygtighed og støtte vores strategi for international vækst," mener Sami Ensio.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere