Artikel top billede

Dansk it-direktør: Sådan går man fra 55.000 til 1.200 ansatte

Portræt: Baswares nye senior vice president kommer fra en af it-branchens giganter. Alligevel har Henrik Hasselbalch set en hel række fordele ved at arbejde i den "lille" finske virksomhed.

Hvad får en mand til at skifte fra en virksomhed med 55.000 ansatte til en med 1.200 ansatte?

Det kan man passende spørge Henrik Hasselbalch om. For det er netop, hvad han har gjort.

Fra et job som senior vice president (SVP) hos ERP-giganten SAP til en tilsvarende stilling i det langt mindre, finske Basware, der leverer e-faktureringssystemer.

Selvom Basware organisatorisk er mindre end SAP, mener Henrik Hasselbalch, at skiftet er et skridt op ad karrierestigen.

"Jeg har fået stillet det spørgsmål mindst 500 gange. I SAP var jeg chef for en del af Europa. Nu er jeg global chef for en god bid af Basware, så selvfølgelig er det et større job - bare i en mindre virksomhed," forklarer han.

Visioner er vigtigst

Og virksomhedens størrelse er da heller ikke det, der er vigtigst for Henrik Hasselbalch.

Det er derimod visionerne - og han mener selv, at Baswares visioner matcher hans egne meget godt.

Desuden kan han hos Basware nemmere sætte sit præg på virksomheden.

"Det er slut med at sælge software og konsulenter. Vi kommer til at sælge services, som kunderne kan abonnere på, og her kan jeg virkelig præge udviklingen. Jeg skal nemlig selv opfinde næste generation af services."

En anden bevæggrund for jobskiftet skal ifølge Hasselbalch selv findes i den finske forretningsmentalitet.

"Finske firmaer er meget innovative omkring teknologi og har været 'frontrunnere' på mange ting. Det kan man tydeligt mærke, og det var faktisk en af årsagerne til, at jeg rykkede," siger Baswares nyudnævnte SVP.

Han tror, at den traditionelle praksis med, at der kommer en konsulent ud i virksomheden og fakturerer en masse timer, langsomt ændrer sig med cloud computing.

"Nu bliver det mere som et teleabonnement, hvor man ikke længere skal købe de enkelte komponenter og selv sætte dem sammen, men i stedet kan få en færdig løsning," fortæller Henrik Hasselbalch.

Sådan angriber Hasselbalch sit karriereforløb

Med et cv, som det Henrik Hasselbalch render rundt med, kan det virke en smule paradoksalt, at han ikke har ikke planlagt sit karriereforløb.

Men det har han efter sigende ikke.

"Jeg har nogle meget gode steps i karrieren, men det er ikke nogle, jeg har siddet og lavet på et rutediagram. Det er kommet ret tilfældigt. Lige nu er jeg her i ledelsen, og så er det dér, jeg er. Jeg har ikke nogen langtidsplaner overhovedet."

Heller ikke på det private område er der lagt store planer for fremtiden.

Han har ikke en lang liste med ting, der skal ske.

"Jeg har ingen vilde planer om, at jeg skal flyve i rumskib eller rejse Jorden rundt. Jeg er en meget familieorienteret person, og jeg rejser så meget i mit job, at når jeg har ferie, kan jeg godt lide at holde ferie hjemme i Danmark," forklarer Henrik Hasselbalch.

Den løse eller ligefrem manglende planlægning er sågar blevet et princip, han også anvender aktivit på arbejdspladsen.

Flere gange har han bevidst holdt agendaløse møder med folk, fordi han mener, der kan deles meget viden på meget kort tid, når man ikke skal holde sig til en bestemt dagsorden.

Chefen skal ikke blande sig

I øvrigt mener han, at det kan være med til at opbygge et tillidsbånd til medarbejderne i organisationen, når han giver dem ansvar og kreativt frirum på møder uden dagsorden.

For Henrik Hasselbalch handler ledelsesrollen om at vise tiltro, stole på medarbejderne og blande sig så lidt som muligt i deres arbejdsgange.

"Fra det øjeblik, jeg blev chef, har jeg interesseret mig for at være leder og få andre til at udføre opgaver, som de er 100 gange bedre til end jeg. Jeg kan ikke fordrage, når en chef bestemmer, hvad jeg skal udføre. Han må have tillid til, at jeg ved bedre om det faglige, og så må han være min chef," siger Henrik Hasselbalch.

Han tilføjer, at han til gengæld forventer, at medarbejderne er åbne om både positive og negative udviklinger, når han giver dem det frirum til at udføre deres arbejde på egen hånd.

Det er en simpel regel, han har taget med sig fra sin tid i SAP.

Skal han gøre det godt i chefstolen, skal han ikke bekymre sig om, hvorvidt hans medarbejdere er i stand til at løfte deres opgave på tilfredsstillende vis.

"Tidligere var jeg mest interesseret i kunderne, men nu bruger jeg også meget tid på mine egne medarbejderes udvikling. Du kan lynhurtigt afkode, om folk er med, imod eller ikke har forstået den rejse, vi er ude på. Basware er ikke en triviel rejse - det handler ikke om kontrol, men om dialog," bemærker han.

Dette paradigmeskift er på vej

Henrik Hasselbalch tror på, at han kommer længst ved at stole på sine kolleger.

Hans eneste bekymring bør derfor være at sørge for, at medarbejderne har succes og trives godt på arbejdspladsen.

"For mig er det vigtigt, at jeg kan være med til at give mine medarbejdere nogle værktøjer, der gør, at de lettere kan udføre deres arbejdsopgaver. Den passion gør det sjovt at gå på arbejde," siger Henrik Hasselbalch.

Kunden er ligeglad med metoden

Henrik Hasselbalch tror, at vi vil se paradigmeskift i måden, hvorpå vi bruger teknologi i dag.

Det er ikke længere teknologien, men selve brugeroplevelsen, der er vigtig.

Det handler om at flytte magten fra teknologerne til brugerne, forklarer han.

"I it-branchen er vi så begejstrede for baggrundsteknologien, men havde det været varme, ville teknologien være ligegyldig. Hvis du for eksempel ønsker 23 grader året rundt, vil du bare have 23 grader - uanset om varmen kommer fra el eller gas. Det er det samme med systemerne, vi bruger til fakturaer. Jeg er bare interesseret i at få tingene til at køre. Kunderne kan alligevel umuligt være interesserede i at høre om metoderne," siger Henrik Hasselbalch.

Han forklarer, at han er drevet af at få det hele til at glide mere effektivt i organisationen og ruste systemerne til den næste generation af brugere.

Det er i hans øjne brugeren, der skal i centrum, og det kan ofte være rigtig svært, fordi brugere og udviklere taler forskellige sprog.

"Det med at få de to ting til at spille sammen motiverer mig - at bringe dem sammen, så det afføder effektivitet og brugerglæde. Det interessante er, hvordan vi mennesker kan bruge teknologien til at få nogle ting til at ske. Hvordan får vi ting til at glide bedre i denne verden? Ved at bruge teknologien! Det er det, der driver mig," lyder det fra Henrik Hasselbalch.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere