- Hvad er det vigtigste i dit liv netop nu?
- Det er min familie, og det er ikke bare netop nu. Det gælder både mine børn, min mand og mine forældre, som alle spiller en stor rolle i mit liv. Vi er ikke en kæmpestor familie, men vi har da en rimelig tæt kontakt - også til søskende, og jeg har også en faster, som jeg taler en hel del med.
Alle bor i Storkøbenhavn. Mine forældre bor endda meget tæt på vores hjem i Gentofte, så dem ser jeg meget i det daglige.
Mine børn er begyndt at flytte hjemmefra. Den ældste bor helt nede i Østrig, så ham ser jeg selvfølgelig ikke så tit, men så taler vi jo i telefon. Og når jeg kan, så besøger jeg ham eller forsøger at overtale ham til at komme forbi Købehavn.
Nummer to bor på Frederiksberg. Det er ikke så langt væk igen, men dog alligevel et stykke. Den yngste bor heldigvis stadigvæk derhjemme.
- Hvad har været ugens vigtigste opgave for dig?
- Det har nok været overtagelsen af nogle statistikopgaver fra Undervisningsministeriet. Vi skal overtage dem endeligt per 1. januar.
Vi har jo i en årrække haft nogle store statistikopgaver for både ministeriet og mange andre. Selv om vi primært er en IT-virksomhed, har vi en temmelig stor statistikgruppe, der var blandt de første med IT-baserede spørgeskemaer, og som er god til blandt andet at hjælpe forskellige universitetsforskere med at få styr på deres statistikker.
Nu har Undervisningsministeriet så besluttet, at vi skal overtage en række basale statistiske funktioner fra ministeriet, og det synes vi selvfølgelig er vældigt spændende. Det betyder også, at vi vil få flere ansatte.
- Hvor meget tjener du egentlig?
- Jeg er jo statsansat, fordi Uni-C er en offentlig virksomhed, så jeg tjener selvfølgelig ikke fantastisk store beløb.
Jeg tjener lige knap 70.000 kroner om måneden, og det må siges at være okay i den statslige verden, hvor man er inde i nogle temmeligt faste systemer.
Men det er da klart, at mange i den private sektor kan vise betydeligt højere beløb i tilsvarende stillinger som chef for en virksomhed med 300 ansatte og en årlig omsætning på 300 millioner kroner.
Jeg traf meget tidligt et aktiv valg om, at lønnen ikke skulle være det afgørende. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke ville være glad for at få noget mere i løn, for det ville jeg selvfølgelig, men det har for mig været helt underordnet, når jeg har kigget på job. Jeg har været mere interesseret i, at jobbet har været spændende.
- Hvad har du brugt mest tid på at tænke over det seneste døgn?
- Jeg har faktisk tænkt meget over begrebet "e-læring". Det er jo et begreb, som har eksisteret i snart mange år, og som vi på Uni-C har beskæftiget os med i mange år og faktisk fra tiden før, det hed e-læring.
E-læring er et område, som jeg synes, har været gennem en noget langsommere udvikling, end jeg oprindeligt havde forventet.
Jeg synes, at det har nogle store potentialer i sig, men det har taget vældigt langt tid at finde ud af, hvordan man gør det her i forhold til et mere traditionelt uddannelses-system.
Jeg har selv i mange år ment, at det er nødvendigt at indføre e-læring, fordi det indfører så mange nye ekstra muligheder. Det er for eksempel helt oplagt på videreuddannelsesfronten, hvor folk har et job og alligevel gerne skal følge med i en masse forskellige ting uden at skulle være væk fra deres arbejdsplads.
E-læring er egnet til at understøtte universitets-undervisningen. Den traditionelle undervisning har traditionelt ikke været særlig lære-intensiv, og de studerende har i virkeligheden siddet meget isoleret. Her kan man med de nye muligheder få en langt mere fleksibel og løbende dialog med både sine undervisere og sine holdkammerater.
Universiteterne har været utroligt konservative og synes, at de på trods af store frafaldsprocenter - som jeg tror, at man kan få ned ved hjælp af de nye muligheder - har følt, at "sådan har vi gjort i 100 år, og sådan skal vi blive med at gøre". Universitetslærere er jo dem, der selv har syntes godt om at tage en universitets-uddannelse. Det er jo derfor, at de bliver på universitetet.
| Fem webadresser fra 'Foretrukne'-listen på Dorte Olesens computer: |
Jeg tror også, at der en overgang har været en frygt for, at e-læring ville blive brugt til rationaliseringer, fordi man ikke har haft de briller på, der viste, at det her åbner en hel række nye muligheder.
- Hvad ved du overhovedet intet om?
- Ja, det er et slemt spørgsmål. Ting, som man ikke ved noget om, optræder jo aldrig særligt klart for ens indre blik. Det nærmeste, jeg kan komme det, er biler. Det er noget, som jeg ved en lillebitte smule om, og det generer mig ind i mellem, at jeg ikke ved mere.
Jeg kan jo ikke reparere min egen bil, og nogle gange irriterer det mig grusomt, at jeg står med noget, som jeg fornemmer, er et lillebitte problem, og så alligevel er nødt til at køre over på et værksted. De er ganske vist meget søde, og på den måde er det ganske hyggeligt. Men automekaniker, det er jeg altså ikke.
- Hvilken vending eller hvilke ord bruger du oftest?
- Det er jo meget svært at vide for én selv. Jeg har spurgt et par af mine kolleger om det og blev egentligt lidt overrasket over, at det første, der faldt dem ind, var ordet "JA!". Sådan med fynd og klem.
Og det er nok noget, som jeg siger meget, når jeg synes, at et forslag er rigtigt godt, eller en ide er god. Sådan et "JA!", der virkeligt runger.
- Hvad mener du om udtrykket 'din egen lykkes smed'?
- Det er jo et herligt gammelt udtryk, som jeg bestemt mener, må have eksisteret i mere end 100 år.
Jeg har altid forbundet det med noget positivt, at man selv har indflydelse på, hvordan det går, og at man ved at gøre en indsats kan påvirke ting i en positiv retning. Det er en vældig drivkraft, hvis man føler, at det har en positiv effekt, hvis man gør noget godt.
Selv om man ikke hører vendingen så tit mere, er det nok en mentalitet, der igen er oppe i tiden. Både på Uni-C og i min familie har vi en klar opfattelse af, at det betyder noget at gøre en positiv indsats, så man virkeligt kan være med til at forme sit liv.
Tænker jeg tilbage på min ungdom har der nok været en periode i 1960'erne og 1970'erne, hvor det mere handlede om at være solidarisk og løfte i flok, og det er jo også altsammen udmærkede ting på både en arbejdsplads og i en familie, og de to ting er heller ikke nødvendigvis modsætninger.
Men der har nok været en periode, hvor man var lidt mere negativ overfor den der mere individuelle forståelse af at være sin egen lykkes smed. Jeg mener, at begge dele hører med, og at de to begreber bør gå hånd i hånd.
- Hvilken genstand betyder mest for dig?
- Grundlæggende er genstande ikke det, som jeg primært tænker på. Men skal jeg tage fat i noget, er der nok to ting.
Den ene er et pragtfuldt maleri af Vibeke Ahlfeldt, som jeg købte, da jeg var meget ung. Jeg tror faktisk, at jeg kun var 18 år, da jeg købte det af hende. Det hedder "Nattens Hest".
Vibeke Ahlfeldt malede jo stort set kun heste, og jeg traf hende som ganske ung, fordi jeg havde en meget kunstinteresseret fysiklærer i gymnasiet, som nogle gange tog os med på kunstudstillinger.
Der faldt jeg fuldstændigt for hendes hestebilleder. Det billede betyder stadig meget for mig, fordi jeg har en masse gode associationer til det. Det åbnede mine veje ind til moderne malerkunst, og senere er det blevet suppleret af flere andre malerier af både Vibeke Ahlfeldt og andre.
Den anden vigtige genstand er vores soveværelses-møblement, for det har min morfar bygget, dengang han selv var en ung mand, som skulle giftes.
Han var tømrer, men snedkerede altså også i de mange år, hvor han gik og ventede på at blive gift med min mormor. De havde jo lange forlovelser dengang og giftede sig ikke, før de havde råd til det.
Der er klædeskab, toiletbord, små natborde, en stor sengegavl og så videre. Vi bruger ikke selve sengerammen, men gavlen har vi koblet på nogle nye senge. Det er fantastisk flot, og man kan se, at der er kælet for hver eneste detalje. Han har virkelig glædet sig til at blive gift.
- Hvem har du sidst skrevet en mail til?
- Det har jeg til en af mine medarbejdere i Århus. Vi bor jo flere steder i landet og har faktisk brugt intranet fra før det hed sådan i almindeligt sprogbrug. Vi bruger vores interne konferencestruktur utroligt meget. Jeg tror, at vi indførte det i 1990, og det var en kæmpelettelse. Det betød jo næsten, at telefonerne holdt op med at ringe.
I dag bruger vi det mere end nogensinde, og når man sidder geografisk adskilt er det en fantastisk samarbejdsflade.
E-mailen handlede om e-læring og de tanker, som vi gør os lige nu med vores seneste tiltag, og hvordan vi går videre med det område.
- På en skala fra 0 til 10, hvor meget ved du så egentlig om IT?
- Det er et vældigt godt spørgsmål, for IT er jo efterhånden et fantastisk bredt begreb, som i dag dækker det tekniske, men også i meget høj grad anvendelsesmulighederne, selve anvendelsen og så videre.
Jeg tror personligt ikke på, at der er ret mange mennesker, der er opdaterede på hele fronten.
Jeg ville nok give mig selv et syv-tal, fordi der sker jo hele tiden så meget alene på den rent tekniske front med nye teknologier, nye protokoller, ny hardware og så videre , at jeg ikke kan nå at følge med i det hele.
Og så er der jo software-siden, hvor der sker ufatteligt meget og anvendelsesmulighederne med både skræddersyet software og software, hvor man selv skal nørkle for at få det hele til at spille.
Så jeg synes ikke, at jeg vil rate mig selv højere end et syvtal - også fordi meget af min tid går med at kigge på budgetter og andet administrativt arbejde.
Der findes helt sikkert folk, der kommer højere op, men skal jeg være ærlig, så tror jeg ikke, at nogen burde give sig selv 10, når det kommer til stykket.
Her i Uni-C har vi da også tekniske specialister, der ligger højere end mig og som er utroligt dybt nede i alt, hvad der ligger i deres ende af spekteret.
