Artikel top billede

Apple og Amazon sælger e-bøger fra momsly

Selskaberne sparer moms ved at sælge e-bøger fra Luxembourg. Men i 2015 er det slut.

I Danmark er momsen på 25 procent både på almindelige bøger og på e-bøger. I Luxembourg ser det helt anderledes ud. Her er bogmomsen kun på 3 pct. Så er det nok ikke så underligt, at både Apple og Amazon afvikler deres salg af e-bøger i EU gennem Luxembourg. Her slipper de altså med den lave moms på 3 pct.

Det gælder dog kun for salg af e-bøger til privatpersoner. De gældende regler betyder, at momsen for salg til private skal beregnes i sælgerens land, mens salg til erhvervskunder bruger momsen i køberens land.

Derfor betinger både Apple og Amazon sig i deres aftalevilkår, at salget af e-bøger kun må ske til private brug.

Ifølge det tyske ugeblad Der Spiegel mærker slutkunderne ikke noget til den lave moms i Luxembourg. Prisen for e-bøgerne er nemlig i de fleste tilfælde identisk. Forskellen på de 3 pct. moms og de 25 pct., som eksempelvis skulle betales i Danmark, lander altså i lommen på Amazon.

Firmaer som Amazon afvikler allerede en stor del af deres europæiske salg over Luxembourg, hvor momsen generelt er lavere end i resten af EU. Men det er snart slut. Fra 2015 skal momsen for salget til private i EU beregnes i køberens - og altså ikke i sælgerens - land. Så er det ikke længere en fordel at sælge fra Luxembourg.

To lande sænkede momsen på e-bøger

Mange lande har lav moms på trykte bøger. Men det gælder typisk ikke før e-bøger. En elektronisk bog burde koste meget mindre end en trykt bog - der er trods alt ingen omkostninger til tryk, distribution og indpakning. Men i mange lande er momsen på elektroniske bøger højere end momsen på papirbøger. Det gælder alle de lande, hvor man har en differentieret bogmoms.

I Danmark er der 25 pct. moms på bøger, ligesom på de fleste andre varer. Her har man altså ikke en specielt lav moms på bøger. Men i Sverige er bogmomsen kun på 6 pct., i Tyskland er den på 7 pct. og i Frankrig er den 5,5 pct. I Storbritannien og Irland er der slet ingen moms på trykte bøger.

Men e-bøger bliver ikke regnet som "rigtige" bøger og derfor skal man betale fuld moms. I Tyskland skal forbrugerne således betale 19 pct. moms på e-bøger (men altså kun 7 pct. på trykte bøger) og i Storbritannien er det 20 pct., mens almindelige bøger altså helt slipper for moms.

I starten af 2012 reagerede Frankrig og Luxembourg ved at sænke momsen på e-bøger til henholdsvis 7 og 3 pct.

De nuværende europæiske regler forbyder ellers EU-landene at sænke momsen på e-bøger, som - juridisk set - bliver regnet som en serviceydelse og ikke som en bog. Men de to lande har ikke ventet på grønt lys fra Bruxelles og EU-Kommissionen truer nu med en sag mod landene.

Problemet er, at det kan blive svært at definere grænsen mellem en e-bog og andre digitale ydelser. Grænsen er allerede flydende - e-bøger kommer i stigende grad til at ligne applikationer med interaktive funktioner, lyd og video.

Smarte skattetricks

Tricket med at sælge e-bøger fra Luxembourg er ikke det eneste eksempel på, hvordan it-giganterne tænker kreativt for at spare skat og moms. Forleden blev det afsløret at Apple bruger forskellige lovlige tricks til at spare milliarder i skat. Det er en kendt sag at Apple har sit hovedkvarter i Cupertino i Silicon Valley, men selskabet sender en del af sine indtægter gennem et lille kontor i Reno i Nevada, hvor skatten for virksomheder er på 0 pct. Til sammenligning er den på 8,84 pct. i Californien.

Det er ikke den eneste metode, som Apple har brugt til at reducere sin skatteregning. Apple har placeret datterselskaber på skattevenlige destinationer som Irland, Holland og de britiske Jomfruøer - i nogle tilfælde er der blot tale om en postboks eller et anonymt kontor uden det kendte Apple-logo.

Selskabet iTunes S.a.r.l er således placeret i Luxembourg. Det havde en omsætning på en milliard dollar i 2011. Det svarer til omkring en femtedel af den globale iTunes-omsætning. Microsoft har også placeret et kontor i Reno og dermed sparet et større milliardbeløb i årene mellem 1997 og 2011. Det samme har Cisco.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere