Artikel top billede

Sådan sikrer du smartphonen mod tyveri og misbrug

Din smartphone er i høj kurs hos tyveknægte. Se her, hvordan du let kan sikre dig bedst muligt mod tyveri og misbrug.

Læs også:

Sådan beskytter du dine mobildata

Sådan finder du din mobiltelefon

Du har måske lært at skjule pinkoden til dit dankort, men måske tænker du ikke over at skjule din dyrebare smartphone, når du er ude i byen?

De smarte og dyre telefoner er i hvert fald blevet et let bytte for tyveknægte, og at telefonerne er lette at afsætte igen, holder bestemt ikke tyvene tilbage.

Din smartphone indeholder formentligt en del data, som du ikke ønsker, at uvedkommende får adgang til. 

Derfor er det vigtigt, at du tager dine forbehold og sikrer din smartphone bedst muligt mod tyveri, og mod at uvedkommende får adgang til dine fortrolige data.

Der findes et hav af løsninger til, hvordan virksomheder kan sikre telefoner og slette data ved hjælp af blandt andet remote wipe.

Som bruger kan man dog også sagtens selv højne sikkerheden. Her kan du se, hvor let det er at gøre det besværligt for tyven at slippe ubesværet af sted med din telefon.  

Brug GPS-funktionen

I dag er de fleste smartphones udstyret med GPS.
Det betyder, at du har mulighed for at spore telefonen, hvis den bliver væk.

Der findes en række applikationer, der ved hjælp af GPS-tracking kan spore og låse din smartphone, hvis du mister den, eller den bliver stjålet. 

Det er dog ingen garanti for, at du får telefonen igen, for lige så smart, GPS-trackingen er, lige så udspekuleret kan tyven være.

Det er nemlig nemt at omgå sporingsfunktionen, og det ved tyven, der i mange tilfælde sætter GPS-trackingen skakmat ved blot at slukke telefonen. Denne fremgangsmåde forhindrer dog også tyven i at få adgang til dine data.

GPS-sporing ikke nok

Der findes tyve, som også er interesserede i at få adgang til dine data, og passer du ikke på, er det lige så nemt. Tyven skal eksempelvis ikke gøre andet end at fjerne SIM-kortet i en iPhone, og så er der adgang til alle herlighederne. 

Den letteste måde at beskytte adgangen til din mobil er derfor at indstille en låsekode, så kun du har adgang til telefonen. Du kan desuden få slettet alle data på telefonen, hvis koden indtastes forkert for mange gange.

Du får muligvis ikke din telefon igen, selvom tyven ikke kan bruge den, men du forhindrer dog, at telefonen bliver misbrugt.

For hvis du ikke har aktiveret en låsekode, kan tyven let få adgang til din telefon og uden problemer slå GPS-funktionen fra, så telefonen bliver så godt som umulig at spore.

Dermed kan du godt glemme alt om at få din telefon igen, og du bliver derfor også et let offer for misbrug, hvis ikke du når at spærre telefonen i tide.

Politiet: Sådan får du (måske) din smartphone igen

Hos Københavns Politi hilser man GPS-sporingstjenesterne velkomne, men du skal dog ikke føle dig for alt for sikker, blot fordi du har aktiveret sporingsprogrammerne. 

Reager hurtigt

Det kræver nemlig også, at du reagerer hurtigt, hvis du skal gøre dig de mindste forhåbninger om at se din smartphone igen.

"Vi har oplevet, at folk kommer to dage efter et tyveri, og når vi så går ind og tjekker, er telefonen i Afrika." 

"Så nytter GPS-sporing ikke ret meget," siger kriminalassistent og gruppeleder i Københavns Politis tyveri- og røveriafdeling, Bo Hass Jensen.

Aktiver GPS-sporing

Han opfordrer dog alligevel til, at folk bruger sporingstjenester som for eksempel Find My iPhone. For er anmelderen hurtigt ude, og kan telefonen spores til en specifik adresse, tøver Bo Hass Jensen ikke med at forsøge at få fat i gerningsmændene.

"Hvis du siger til mig, at telefonen lige nu er på den og den adresse, så sender jeg to mand ud for at søge efter den," siger Bo Hass Jensen.

Glem ikke koden

Københavns Politi oplever ofte, at folk er så meget i chok over tyveriet af deres smartphone, at de glemmer deres kode til sporingstjenesten. I de tilfælde kan politiet ikke stille meget op, og du kan formentligt godt glemme alt om at se din telefon igen.

"Vi kan desværre ikke huske deres kode for dem," fortæller Bo Hass Jensen, som også oplever, at nogle folk hverken aner, om de har en GPS-sporingsfunktion, eller om den er aktiveret. 

"I de tilfælde kan vi altså ikke gøre ret meget," siger han.

Disse programmer kan spore din telefon

Der findes et hav af programmer, der kan spore din smartphone. Her er fire bud:

Find My iPhone

Apples eget program. Med Find My iPhone kan du sende en besked, som bliver vist på telefonens display eller låse din telefon, så tyven skal bruge en pinkode for at få adgang til dine data.

Du kan også slette al data på telefonen, men så mister du muligheden for at spore telefonen.

Denne app virker kun til Apples produkter.

Where's My Droid

Where's My Droid virker på samme måde som Find My iPhone. Applikationen virker kun på mobilenheder, der bruger Android.

Instamapper

Instamapper virker både til iOS- og Android-enheder. I modsætning til Find My iPhone og Where's My Droid kan du ikke sende beskeder og låse telefonen.

Til gengæld registrerer programmet GPS-koordinaterne, hver gang telefonen flytter sig. På den måde kan du følge tyvens færden.

Google Latitude

Google Latitude virker på både iPhone og Android-telefoner.

App'ens formål er ikke at spore telefonen, men at kunne se, hvor dine venner befinder sig. Ikke desto mindre kan Google Latitude bruges til at spore din telefon. Ligesom Instamapper kan programmet logge din færden via din telefon.

I modsætning til de tre andre programmer, virker Latitude kun på én enhed ad gangen.

Selvom programmerne kan spore din telefon, kan du ikke føle dig sikker på at finde din telefon. Sporingsprogrammerne virker som sagt kun, så længe din telefon er tændt - og har datadækning.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sådan: Opgradér din printerløsning uden store investeringer