Test: Denne super-tablet er iPads hårdeste konkurrent

Eee Pad Transformer Prime er frygtindgydende med sin quadcore processor og evne til at trylle sig om til bærbar. Apple bør kigge i bagspejlet, for Asus' tablet-pc kommer buldrende - og gør det rigtig godt.

Test: Denne super-tablet er iPads hårdeste konkurrent

Anmeldelse: Asus Eee Pad Transformer Prime er den mest interessante Android-tablet, som vi har haft på testbænken længe.

For ud over at fungere som almindelig tablet kan den smides i en smart dockingstation med tastatur og på et splitsekund trylle sig om til en bærbar.

Konceptet har vi set før med forgængeren Eee Pad Transformer, som vi testede i foråret.

Men Asus har siden slæbt maskinen med en tur på værksted, hvor der er blevet slebet løs på Transformeren, som nu har fået et lækkert alu-design i stedet for plastik, men alligevel er kampvægten røget ned.

Samtidig er der smidt en Nvidia Tegra 3 quadcore processor i maskinen.

Dermed kan Transformer Prime prale af at være den første tablet-pc i verden, der får en motor med fire kerner, og i teorien skulle maskinen være tre gange så hurtig som de topmodeller med dualcore, vi har testet i 2011. Hastigheden vender vi tilbage til.

Den 10 tommer store Transformer Prime har også fået Android 4.0, der er den nyeste udgave af Googles mobile styresystem, og denne version går under kodenavnet Ice Cream Sandwich.

Skærmen vejer 586 gram, mens tastatur-docken vejer 537 gram.

Det giver en samlet vægt på lige over et kilo, og derfor får du ikke en rygskade, hvis Asus Eee Pad Transformer Prime skal en tur med på farten.

Som en smart detalje er der både batteri i skærmen og i docken.

Med skærmen alene får du 12 timer, mens docken giver yderligere seks timer. Du har derfor masser af batterilevetid og slipper for at lede efter stikkontakter alt for ofte.

Glimrende koncept

Låsemekanismen mellem skærm og tastatur-dock er den samme som den første Transformer, og det er fornuftigt, at Asus har bevaret dette koncept. Det virker nemlig fantastisk godt.

Med et let tryk på låsen frigives skærmen fra tastaturet og kan hives op. Det er også nemt at sætte tablet-pc'en ned i docken igen, og der lyder to høje klik, når den går på plads.

Ideen med at trylle tablet-pc'en om til en minibærbar er ganske enkelt glimrende.

Tastaturet er ikke voldsomt stort, da det skal matche den 10 tommer store tablet. Der er luft mellem tasterne, og selv om tastaturet flekser en smule, når der trykkes hårdt, er det udmærket at skrive på.

Genveje som CTRL+X (klip) og CTRL+V (sæt ind) fungerer glimrende, og det gør det nemmere at skrive løs, som du eksempelvis er vant til fra Windows.

Der er også blevet plads til FN-tast, som du kender fra din almindelige bærbar, og når den holdes nede, giver det enkelte taster dobbeltfunktion.

Tastaturet har desuden en række knapper, som er specielt designet til Android. Den er en tast med ikonet af et hus, der fører dig til hjemmeskærmen. Desuden er der en tast til hurtig søgning, trådløst internet, browser, lyd og meget mere.

Tastaturdocken har både plads til SD-kort og en USB-port, som du kan fodre. Vi smed en USB-dongle fra Logitech i USB-porten, og med det samme var musen klar til at arbejde. Lækkert.

Det er dog ikke alt USB-udstyr, som du skal regne med at få til at virke med Asus Eee Pad Transformer Prime.

Oplagt til HD-film og spil

Ved almindeligt brug som websurf og afvikling af apps fornemmes de mange hestekræfter fra quadcore processoren ikke, men det ændrer sig, hvis du smider HD-film på maskinen.

Tidligere Android-modeller med dual core hostede og hakkede under filmafspilning i high definition, mens Transformer Prime kværner det tunge format uden problemer. 

Dermed kommer 16:9-skærmen for alvor til sin ret, og mon ikke æbledrengene med deres iPad 4:3-skærm - og dermed film med sorte bjælker - skuler en smule misundeligt mod Asus' model. 

Quadcore processoren er også oplagt til spil, og der er så småt dukket et par stykker op, som er specielt optimeret til Nvidia Tegra 3 - og dermed quadcore. 

Vi prøvede i testperioden blandt andet kræfter med skydespillet Shadowgun, der byder på flotte visuelle effekter og løfter niveauet for, hvad man kan forvente af spiloplevelsen på en supertynd tablet-pc. 

Det blev også til et gensyn med GTA III, der findes i en Android-udgave og kører glidende på maskinen.

Det er naturligvis valgfrit, om du udelukkende vil bruge den berøringsfølsomme skærm eller tastaturet til betjening. 

Forbedringer, men ikke full HD

Asus Eee Pad Transformer Prime er på mange måder en markant forbedring af den første transformer, men der er også ting, som ikke er ændret. 

Skærmen er stadig 10 tommer og udstyret med en opløsning på 1280 gange 800 pixel. Det er egentlig udmærket, men det ville være rart med en lidt højere opløsning tættere på full HD.

Asus har allerede forberedt sig på den kritik ved at lancere en "deluxe-version" af Transformer Prime, hvor den store forskel er skærmen, som er udstyret med en opløsning på 1920 gange 1200 pixel. 

Denne særlige udgave får vi dog først at se senere på året, og prisen bliver formentlig væsentlig højere end de 5.000 kroner, som Asus Eee Pad Transformer Prime sælges for med sin nuværende konfiguration. 

Overfølsom trackpad

Generelt er vi meget begejstrede for Asus Eee Pad Transformer, men der er plads til forbedringer. 

Trackpad'en er ikke særlig stor, men alligevel er den aggressiv og aktiveres for nemt.

Det betyder, at du mister tempo, når der skrives, fordi markøren pludselig sendes hen i et andet afsnit, end det som du er i gang med at skrive. 

Det er muligt at slå trackpad'en fra via en knap på tastaturet, og det kan blive nødvendigt. Ved meget arbejde foran tablet-pc'en vil vi anbefale, at du bruger en mus i stedet.

Det ødelægger lidt af oplevelsen med tastaturet, og lad os håbe at Asus kan tæmme trackpad'en med en softwareopdatering.

Asus må også gerne gå i tænkeboks og finde på en måde at gøre plads til SIM-kort i maskinen, så den kan gå på nettet via 3G eller måske endda 4G.

Ligesom med forgængeren er det ikke muligt, og derfor er du afhængig af Wi-Fi, hvis tablet-pc'en skal online.

Du kan eksempelvis bruge din mobil som hotspot, men vi havde foretrukket muligheden for SIM-kort.

Stram op, Google

Med Android 4.0 smelter mobil- og tablet-versionen sammen, og det skal give et mere ensartet udtryk på de forskellige mobile enheder.

Det vil sige, at menuer og struktur minder om hinanden, uanset om du svinger rundt med en fire tommer mobil, der vender vertikalt, eller en 10 tommer tablet-pc, som du holder horisontalt. 

Selv om Google langt hen ad vejen er sluppet godt fra Android 4.0 (få en grundig introduktion her), er der stadig ting, som kræver tilvænning. 

Når du med Asus Eee Pad Transformer Prime sender cursoren hen over et link, kommer der ikke en lille hånd frem, som du kender fra browseren på din pc.

Du må i stedet selv regne ud, hvad der er et link. Det er lidt irriterende. 

Samtidig er der små tekstfejl hist og pist, hvor arven fra de gamle mobiludgaver af Android gemmer sig. Du får eksempelvis at vide: 

"Indtast for at søge på internettet og din telefon eller for at starte apps".

Det er naturligvis til at forstå, selv om du sidder med en tablet-pc, men altså Google: 

Nu er det tid til at spænde hjelmen og få udryddet sådan noget sjusk, hvis Android på tablet-fronten skal være en seriøs udfordrer til Apples iOS. Hvis det fortsætter i de kommende udgaver af styresystemet, er det decideret pinligt. 

Android 4.0 er dog overordnet set markant bedre end version 3.0, men det er ærgerligt, at Google ikke har foretaget en bedre integration med sin gratis online kontorpakke. 

Det er muligt at bruge en mobil-version af programmet Google Dokumenter, men den er ikke optimeret til tablet-pc'ens store skærm.

Heldigvis følger Polaris Office med Asus Eee Pad Transformer Prime, og du har derfor noget, der minder om en kontorpakke på tablet-pc'en.

Der er dog meget langt til en oplevelse, der minder om den, som du kender fra eksempelvis Word. Her er plads til forbedring, hvis Asus' maskine skal bruges som erstatning for en almindelig (mini)bærbar. 

Bedre end iPad? 
Da vi anmeldte den første Eee Pad Transformer tilbage i sommeren 2011, skrev vi, at den lovede godt for fremtiden, og at vi så frem til næste Transformer. Det holdt stik, og vores forventninger er blevet indfriet. 

Asus Eee Pad Transformer Prime er et stykke ekstremt lækkert elektronik, der ser godt ud og fungerer fantastisk. Der ligger stadig et stykke arbejde hos Google i at få finpudset Android til tablet-versioner, men overordnet set er der rigtig meget at glæde sig over med denne model.

Men er den bedre end iPad? Det er svært at sige. Selve brugeroplevelsen med Android er ikke så velpoleret og gennemført som Apples styresystem iOS, men kombinationen af tastatur, dobbelt batteri, quadcore processor og et smart design er en cocktail, der er så tillokkende, at Apple er nødt til at finde på noget nyt og smart for at beholde sin førerposition.

Lige nu er Asus Eee Pad Transformer Prime et mere interessant (og udfordrende) bekendtskab end iPad. 

Vi vender tommelfingeren op og giver Asus Eee Pad Transformer Prime karakteren fem ud af seks.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere