Test: Sony NEX-7 er et forrygende kamera

Med NEX-7 er det lykkedes Sony at skabe en lækker blanding af et spejlreflekskamera og et kompaktkamera. Bastarden imponerer, men prisen for vidunderet er høj. Få hele dommen over NEX-7 her.

Test: Sony NEX-7 er et forrygende kamera

Anmeldelse: Sony NEX-7 er hverken spejlreflekskamera eller kompaktkamera, men derimod en sammenblanding, som vi har set en del af de seneste år, blandt andet Sonys egen NEX-5 og Lumix-serien fra Panasonic og Pen-modeller fra Olympus.

Ideen er at tage kompaktkameraets smarte form og kombinere det med det bedste fra spejlreflekskameraet: de manuelle og kreative indstillinger samt mulighed for udskiftning af objektiver.

Det er lykkedes virkelig godt med NEX-7, som skyder fotos i op mod 24 megapixel, og billedkvaliteten er ganske udmærket.

Spørgsmålet er, om du overhovedet har brug for at tage billeder i så stort format.

Det er naturligvis praktisk, hvis du ofte beskærer dine billeder, eller dine fotos skal bruges til plakater.

Men der er plads at spare på SD-kortet, hvis du vælger en lavere opløsning til dine fotos, eksempelvis 6 eller 12 megapixel.

NEX-7 kan skyde både i jpeg- og raw-format, og det er praktisk, hvis du gerne vil justere et billede efterfølgende på computeren.

Her kan du justere raw-fotos, uden det går ud over billedkvaliteten.

Gummigreb

På redaktionen har der været delte meninger om, hvorvidt Sony NEX-7 ligger godt i hånden.

Kameraet er udstyret med en ergonomisk gummibelægning, der skal sikre et godt greb med højre hånd.

Især dem med små hænder har været glade for kameraet, mens dem med murermesternæver har brokket sig lidt over, at højre lille- og ringfinger ryger helt ned under kameraet.

Selve grebet er egentlig udmærket udformet, og du får virkelig god balance ved at støtte omkring objektivet med venstre hånd.

Kameraets vægt på 291 gram betyder, at NEX-7 i bogstaveligste forstand er til at holde ud i selv lange perioder.

Desværre ligger knappen til videooptagelser der, hvor højre tommelfingeren hviler sig.

Det er derfor alt for nemt ved en fejl at sætte en optagelse i gang, og det opleverede vi en del gange i løbet af testperioden.

Vælg selv søger

Bagsideskærmen på tre tommer bruges som søger, og den kan klappes en smule ud og bøjes ned.

Det er praktisk i situationer som ved et bryllup, hvor en masse mennesker er samlet, og alle forsøger at få et godt foto af brudeparret.

Så er det bare om at løfte kameraet op i luften uden at skyde i blinde.

Skærmen er dog ikke så fleksibel som nogle af de konkurrerende spejlrefleksmodeller, hvor skærmene drejes 180 grader og endda svinges helt rundt.

Når kameraet er tændt, bruges skærmen automatisk som søger, men hvis du sætter øjet frem mod den gode, gammeldags søger i toppen af kameraet, slår skærmen automatisk fra.

Det er især praktisk i skarpt sollys.

Der går dog et splitsekund, før billedet dukker op i den elektroniske søger.

Du må dermed acceptere en lille forsinkelse, som du ikke oplever med søgeren på et almindeligt spejlreflekskamera.

Det er ikke ødelæggende for brugeroplevelsen, men hvis du i dag har et spejlreflekskamera, er det en detalje, som du med garanti kommer til at lægge mærke til.

Solide forbedringer og flot videodel

Sony har rettet en del af kritikpunkterne, som vi havde mod forgængeren NEX-5.

Der er blevet plads til en indbygget blitz, selv om den ikke er verdens bedste. Ligesom med spejlreflekskameraer kan blitzen i nogle situationer have svært ved at skyde uden om objektivet, og det kan give en slagskygge.

Så det er værd at overveje at investere i en ekstern blitz til kameraet. 

Den bedste forbedring er den nemmere adgang til de manuelle indstillinger. Hvor du med NEX-5 skulle ind i menusystemet for at foretage avancerede indstillinger, kan det nu gøres fra to knapper i toppen og et par knapper og et betjeningshjul på bagsiden af kameraet. 

Knapperne i toppen bruges til at justere blænde, lukkertid og eksponeringskompensation. Mens knapperne på bagsiden bruges til at vælge fokus og hjulet til at finindstille ISO. 

Det er elegant, og du behøver ikke bumpe rundt i et besværligt menusystem. 

ISO-indstillingen går op til 16.000, og det lyder umiddelbart rigtig godt.

Men i praksis er de højeste niveauer ikke særlig brugbare til fotos, der druknes fuldkommen i billedstøj. 

Imponerende video

I videodelen fungerer de høje ISO-indstillinger bedre, men opløsningen er heller ikke så høj, når der filmes. 

I øvrigt er videodelen virkelig imponerende, og den leverer rigtig flotte optagelser. Vi har den seneste tid brudt NEX-7 til forskellige optagelser og faktisk også til web-tv.

Videoen i artiklen om 4G er optaget med Sonys kamera, og det gælder også for det lille klip i artiklen om mobilen Sony Xperia S

Kameraet skyder op mod 1080p, også kendt som full HD, og det er 1920 gange 1080 pixel.

Lyden på videoklippene er til at holde ud, men det er muligt at tilslutte en mikrofon til kameraet, og det må klart anbefales. 

Lækkert kamera, men høj pris

Vi har set Sony NEX-7 på nettet til 7.800 kroner inklusive et 18-55 mm objektiv. Det er en forholdsvis høj pris, især når der tænkes på, at et begynderspejlreflekskamera fra eksempelvis Nikon eller Canon kan hentes hjem for under halvdelen af prisen. 

Det solide prisskilt kan dog ikke ændre på, at NEX-7 er en attraktiv, lille model.

Kameraet vil især vække glæde hos dem, der ønsker et let og kompakt kamera, der alligevel byder på avancerede funktioner og en virkelig god videodel. 

Sony NEX-7 får karakteren fem ud af seks samt en varm anbefaling herfra.




IT-JOB

AURA A/S

IT-administrator

Københavns Professionshøjskole

Cloudarkitekt

Capgemini Danmark A/S

SAP Project Manager
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere