Læs også: It-bøvl pynter kommune-regnskab med halv milliard
Pension blev ikke afregnet korrekt, 6. ferieuge blev ikke beregnet og løn blev ikke beregnet i et fremtidigt regnskab for kommunen, som derfor viste et for højt overskud på en halv milliard kroner.
Sådan lyder nogle af de problemer som Solrød Kommune måtte kæmpe med som følge af it-bøvl med et nyt KMD-system.
I dag erkender kommunen da også blankt, at der er "opstået flere udfordringer undervejs, end vi havde forventet".
Kun et "forventet" regnskab
Samtidig pointerer to ledere fra kommunen dog, at fejlen i forbindelse med regnskabet ikke har betydet noget i praksis.
"I forhold til "forventet regnskab" var der tale om et prognoseredskab, der ikke havde sammenhæng til kommunens faktuelle regnskab, men alene skulle tjene som et støtterredskab til udarbejdelse af skøn over forventet årsregnskabsresultat," skriver økonomichef Alice Jeppesen og personalechef Niels Høpner i en mail til Computerworld.
De to understreger, at kommunen således ikke styrede efter det ellers meget finere resultat.
"Der var en bevidsthed om, at fejlvisningen skyldtes manglende opsætning af kritier til beregning kombineret med systemtekniske udfordringer hos leverandøren, hvorfor skønnet naturligvis ikke indgik som styringsredskab i forhold til kommunens budget og regnskab," skriver de to i mailen.
På samme måde forklarer økonomichef Alice Jeppesen, at fejlene omkring 6. ferieuge og pension ikke påvirkede selve udbetalingerne og medarbejderne.
KMD betalte kompensation
Solrød Kommune oplyser dog, at KMD har betalt kompensation som følge af it-problemer. Ifølge kommunen var beløbet 126.362 kroner.
Kompensation blev udløst som følge af it-problemer, der ramte kommunens refusion i forhold til staten på visse ydelser.
Du kan læse mere om it-problemerne her.
I dag er der ifølge kommunen en "stabil driftssituation". Og kommunen har i december valgt KMD Opus via SKI's rammeaftale.