Fredag var en stor dag for den amerikanske internet-branche. Det var dagen, hvor spilfirmaet Zynga fik sin debut på børsen efter en af årets mest ventede børsnoteringer. Zynga er især interessant, fordi firmaet tjener stort set alle sine penge på Facebook og har et meget tæt samarbejde med det sociale netværk. Zyngas børsnotering er dermed en slags test for, hvordan Facebook vil klare sig på børsen.
På forhånd var forventningerne skruet ned. Zynga gik på børsen med en pris på 10 dollar per aktie, og det er kun halvdelen af den pris, som nogle analytikere havde forudsagt. Zyngas samlede værdi bliver dermed på 40 mia. kr. Det er stadig mere end en spilgigant som Electronic Arts.
Zynga fik en god start fredag, hvor aktien startede med at stige, men det holdt ikke og den sluttede med et minus på fem procent i kurs 9,50. I den begrænsede handel efter børsens formelle lukketid fortsatte faldet.
Det ser altså ud til, at internet-stjernen har fået en meget lunken modtagelse på børsen. Det er også dårligt nyt for Facebook, som planlægger en børsnotering til næste år. Det ventes at Facebook vil forsøge at hente 10 mia. dollar på børsen.
Men Facebook kommer måske for sent. Der er tegn på, at den nuværende internet-guldfeber har passeret sit højdepunkt.
De fleste af de teknologi-selskaber, der er gået på børsen i USA i år, har ellers haft en flot start. LinkedIn fordoblede sin aktiekurs på den første dag. Yandex, en russisk søgemaskine, steg mere end 55 pct. Groupon havde en stigning på 50 procent den første dag.
Men de har haft svært at holde aktiekursen. Internet-radioen Pandora har mistet mere end en tredjedel af sin værdi. Det kinesiske sociale netværk RenRen handles til 81 pct. under emissionskursen. Groupon ligger kun en smule over den kurs på 20 dollar per aktie, der blev sat i forbindelse med børsnoteringen. Yandex er halveret.
En analyse fra Renaissance Capital af årets børsnoteringer af teknologi-selskaber viser at de i gennemsnit har tabt 13,1 pct.
Det ser værst ud for FriendFinder.com, der har tabt 93 pct. siden sin debut i januar.
Zyngas børsnotering var den største for et internet-firma siden 2004, hvor Google gik på børsen. Ifølge sine egne tal har Zynga omkring 200 millioner brugere og firmaet tjener allerede penge. I de første ni måneder af 2011 blev det til et overskud på 30 millioner dollar ud af en omsætning på 830 millioner.