Artikel top billede

Ny topchef i CSC Danmark: Her er min plan

Interview: CSC's nye topchef i Danmark går systematisk i flæsket på selskabets problemer. Allerede nu har han draget flere konsekvenser.

Læs også:

Ny CSC-topchef: Jeg er en problemknuser

Otte billedrammer i forskellige størrelser står stadig på gulvet med front mod væggen på hjørnekontoret i Valby. 

"Jeg mangler fortsat at få pakket nogle ting ud," siger CSC's nye topchef, John Walsh.

Tiden er gået med et hav af møder med store kunder, fagforeninger, ledere og medarbejdere, siden han i oktober 2011 blev udnævnt som ny topchef for CSC i Danmark og Norden.

Faktisk spurgte selskabet, om han ville påtage sig opgaven med at hjælpe med at løse de problemer, man stod over for.

Under interviewet med Computerworld lægger amerikaneren heller ikke skjul på, at han er en af selskabets problemknusere.

CSC i Danmark har da også i det forgangne år vadet i bøvl.

Store offentlige kunder har beskyldt selskabet for bevidst at have ført dem bag lyset, regnskabsmanipulation i millionklassen har hærget selskabet, der har været underskud på stribe og så en arbejdskonflikt, der har trukket tænder ud.

John Walsh, der selv fortæller om sin rolle som problemknuser, negligerer da heller ikke problemerne.

Har du stået over for lignende problemer tidligere?

"Jeg vil sige, at det er en unik udfordring."

Går systematisk til værks

Amerikaneren går da også systematisk i flæsket på opgaven.

"Det første trin for mig er altid at lytte," siger han om de mange møder.

"Og så skal jeg også rekonstituere og revitalisere ledelsestemaet," siger John Walsh, der da også allerede har skiftet omkring 10 ledende medarbejdere ud.

Men den langsigtede strategi ligger første endelig klar om 60-90 dage, oplyser topchefen.

Derfor samlede han også 120 ledere til et møde, hvor strategien i Danmark skal fastlægges.

"Vi delte os op i workshops og fik identificeret indsatsområderne," fortæller John Walsh.

Men allerede nu har han draget flere konklusioner.

Sådan skal CSC Danmark gøre

Læs også:

Ny CSC-topchef: Jeg er en problemknuser

Helt overordnet lyder topchefens analyse af den danske organisation, at den skal udnytte bedre, at den er en del af en slagkraftig og stærk, international koncern.

"Vi har ikke strømlinet organisationen nok til den udenlandske koncern," siger John Walsh.

Derfor har der heller ikke helt været den power, der ligger i koncernen bag CSC i Danmark, forklarer han.

Topchefen med 12 år i organisationen i mange forskellige steder af verden understreger, at dialogen om best practices hvad angår teknologi og meget mere skal føres kontinuerligt.

"Udfordringer kan løses på tværs," siger han.

Modellen er på ingen måde ny, men det afgørende er, at CSC's internationale muskler finder vej på det lokale marked.

Derfor skal der fokus på det i fremtiden, forklarer John Walsh.

Knække utilfredshed hos kunder

Hovedmålet er at kundetilfredsheden skal vendes og være i top. Kort sagt skal tilliden genvindes.

John Walsh mener kun, at der er én opskrift på det: CSC Danmark skal simpelthen være bedre til at levere.

"Vi skal gøre, som vi lover," lyder det meget kontant fra topchefen.

Derfor har problemknuseren også taget et hold eksperter med sig, som har kastet sig over de mest presserende problemer først.

"Det er primært tekniske folk. Arkitekter, databaseeksperter og nogle projektledere," oplyser John Walsh.

Holdet skal være her midlertidigt, men har ifølge topchefen allerede fået sparket gevaldigt til løsningsprocessen rundt omkring.

Men i fremtiden skal excellent levering skabe tilfredse kunder, der igen skal bygge motoren til yderligere vækst.

"Der skal leveres perfekt, så vi kan få gode kundereferencer, der kan skaffe os vækst," fortæller John Walsh, der uddyber, hvordan vækstmotoren iøvrigt skal udformes.

CSC-priser og antal ansatte

Læs også:

Ny CSC-topchef: Jeg er en problemknuser

John Walsh vil have fokus på, hvor vækstmulighederne findes.

"Fokus har meget været på cost. Ikke på vækst," siger han.

Derfor bliver opgaven at bygge en vækstmotor. En motor, der skal være konkurrencedygtig.

Prissætningen skal være i orden, og det samme skal sammensætningen af medarbejdere til opgaven.

Han peger på, at der er et hav af opgaver af vinde derude.

Direkte adspurgt om, hvornår CSC Danmark, der har kørt med underskud fem år i træk, skal give overskud, giver han ikke et årstal.

"Men det er klart, at vi er en forretning, der skal være profitabel. Sådan er det," siger han.

Er der for eksempel sat en to-årige tidsfrist for, hvornår I skal give overskud?

"Der er ingen krav om 'en magic date'. Vi er for 'the long term'," siger han.

John Walsh har netop selv fundet sted et sted at bo til sig selv og familien i København. Indtil nu har han boet på Hotel Mariott.

Ansatte og fagforeninger

Du taler om vækst, og der går jeg ud fra, at du taler om omsætning, ligesom indtjeningen skal forbedres. Men hvad med antallet af medarbejdere. Vil det stige eller falde?

"Det er for tidligt at sige. Vi vil vokse i Danmark og i Norden. Vi er stærke i den offentlige sektor. Også i Sverige er der store muligheder.

Så vi vil undersøge markedet nøje. Men inden for de næste 60-90 dage har vi en langsigtet strategi på plads."

Han er blevet briefet om de uformelle drøftelser med fagforeninger. Og han oplyser, at der endnu ikke er nogen aftaler på plads.

"Det har været positive drøftelser, efter hvad jeg har hørt," siger han og kalder drøftelserne "vanskelige for alle."

Regnskabsfusk

Læs også:

Ny CSC-topchef: Jeg er en problemknuser

Problemerne i Danmark har den amerikanske topledelses opmærksomhed, fortæller John Walsh.

"Jeg rapporterer direkte til den amerikanske bestyrelse om de fremskridt, vi skal vise," siger han.

Desuden har han fuld opbakning til at få fixet problemerne.

"Med CSC's fulde styrke og støtte bag mig fra den globale koncerndirektør og bestyrelse, har vi det nødvendige fokus på at sikre, at firmaet får succes her," siger John Walsh.

Dog er han ikke inde over efterforskningen af det regnskabsrod, der betød at selskabet måtte nedjustere underskuddet sidste år med yderligere 200 millioner kroner.

"Jeg kan ikke kommentere på en igangværende efterforskning. Men vi tager etiske sager meget alvorligt," siger han.

John Walsh peger på at CSC laver forretning for regeringer og andre myndigheder.

"Vi skal lave godt etisk arbejde," siger John Walsh.

Topchefen har tidligere arbejdet ni år for den amerikanske regering. I en periode blandt andet som indkøber. Så han kender til at sidde på den anden side af bordet.

Systematisk længere proces

Lige nu stirrer han altså en bunke udfordringer i øjnene. Men han vidste, hvad han gik ind til.

Selv vejret kommer ikke bag på manden denne regnfulde, mørke december-dag.

"En smule koldt og regnfuldt, men det er fint. Jeg voksede op i San Diego i Californien, så jeg er vant til anderledes vejr. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg flyttede hertil," siger han.

Systematikken skinner da også igennem for problemknuseren.

"Det er at lytte, evaluere, få en plan sat sammen, der er dokumenteret med mål og timelines. Og så eksekvere den i de kommende år," opsummerer han.

Samtidig har han ingen håb om en hurtig mirakelkur.

Lind-exit og den nye mand

Læs også:

Ny CSC-topchef: Jeg er en problemknuser

"Det vil tage noget tid, ærligt talt, at komme dertil, hvor vi gerne vil være," fortæller John Walsh.

Er der sat en deadline op?

"Vi skal gøre, hvad der er rigtigt for kunderne. Det er nummer et. Og så skal vi gøre CSC til et spændende sted at arbejde, og hvor talent vil søge hen," siger han.

John Walsh pointerer også, at CSC faktisk løser meget svære opgaver, som til tider vil give nogle udfordringer.

"Vi løser virkelig svære problemer. Vi laver ting, som rigtigt mange firmaer ikke kan. Der vil være udfordringer og problemer. Spørgsmålet er, hvordan man håndterer dem," slår han fast.

Transformationen er hans opgave.

Du afløste Carsten Lind - kan du sige hvorfor?

"Nej, desværre. Jeg vil ikke kommentere på mine forgængeres afgang. Jeg er her med en transformations-agenda," siger han.
 
Dog fortæller han, at udskiftninger hos CSC ikke er noget særsyn.

"Men jeg vil dog sige, at vi hele tiden udskifter folk i vores selskab. De forlader os, og vi flytter dem rundt. Jeg er selv flyttet syv gange i de sidste 12 år hos CSC. Så at flytte rundt eller få dem til at forlade os og lade nye folk komme ind er en almindelig praksis i vores selskab," fortæller John Walsh.

Ny person i spidsen

Hvordan vil de ansatte mærke, at der er kommet en ny chef til?

"Jeg er meget åben, ærlig og ligetil," siger han.

Samtidig peger han på, at han har erfaring fra CSC globalt og ved, hvordan den globale koncern arbejder.

"Så jeg kan hjælpe med at bringe CSC's globale kræfter ind i det lokale marked," siger John Walsh.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere