Googles Android er verdens klart mest udbredte styresystem på nysolgte telefoner, mens Nokias Symbian og Apples iOS følger efter.
Derimod har Microsofts Windows Phone endnu haft svært ved at få tag i mobilbrugerne.
Blot 1,5 procent af nysolgte mobiler har ifølge analysefirmaet Gartner platformen fra Microsoft installeret.
Derfor er det i øjeblikket begrænset, hvor mange brugere udviklere til Windows Phone-platformen kan nå ud til.
Ikke desto mindre mener senior technical evangelist Ben Riga fra Microsoft, at udviklerne bør holde Windows Phone for øje, når de udviklerne.
"Vi har været gode til at gøre Marketplace (Microsofts app-butik, red.) til et sted, hvor udvikleren kan tjene penge," fortæller Ben Riga.
Derimod er det svært at tjene penge på apps - med mindre det er de allermest populære - på andre platforme, lyder det fra Microsoft-prædikanten.
"På andre platforme er det svært at blive set, eller også forventer brugerne ligesom på eksempelvis Android, at alt er gratis. Derfor er der ikke en strategi for at tjene penge til stede. Der bliver lavet mange apps, som simpelthen ikke indtjener ligeså mange penge som på Windows Phone," siger Ben Riga.
Det gælder ikke kun salg på markedspladsen, men også indtægtsmuligheder via reklamer er bedre, mener han.
Nokia skal bære Windows frem
Tirsdag var Ben Riga til udviklerkonference i København, hvor Nokia lagde lokaler til. Microsoft indgik i februar et partnerskab med Nokia, som indebærer, at Windows Phone bliver den primære platform på Nokias nye mobiltelefoner.
For nylig kom de første to Nokia-mobiler med Windows Phone, og til januar kommer de til Danmark. Netop samarbejdet med Nokia vil give Microsofts styresystem et skub til at få en større markedsandel, er Ben Riga sikker på.
"Nokia er den første partner, der satser stort på det. Selskabet satser ligeså meget på Windows Phone, som vi selv gør hos Microsoft. Hele Nokias mobilstrategi er baseret på Windows Phone, og Lumia 800 (ny Windows-mobil fra Nokia, red.) har hævet barren for, hvad Windows Phone kan," siger han.
Allerede nu synes han dog, at Windows Phone trods den beskedne markedsandel er kommet godt fra start.
"Vi gik fra nul til 40.000 apps på lidt over et år. Sammenligner vi med, hvor lang tid iOS eller Android skulle nå det samme antal, så er det som at sammenligne nat og dag. Vi accelererer i et højere tempo, end de gjorde, " fortæller Ben Riga.
Microsoft lancerede Windows Phone i oktober 2010, mens selskabet et år senere kom med den længe ventede Mango-opdatering.
Den lukkede ifølge flere analytikere det synlige forspring, som Android og iOS havde.