De ingeniører, der blev vist døren, da chipproducenten Intel lukkede i Danmark for to år siden, ser frem til storsejr over selskabet, som ikke ville lade de fyrede beholde deres aktieoptioner.
Optimismen kommer i kølvandet på Sø- og Handelsrettens dom over Intel i sagen, hvor to tidligere ansatte HK-medlemmer vandt retten til at beholde optionerne på Intel-aktier.
Ifølge formanden for Ansatte Ingeniørers Råd, Søren Skibstrup Eriksen, er der grund til at glæde sig på vegne af de 75 medlemmer af ingeniørforeningen, som også har lagt sag an mod Intel.
- Afgørelsen glæder os selvfølgelig meget. Det ser ud, som om at det, HK har bedt om, ligger tæt op af, hvad vi beder om. Så vi håber selvfølgelig, vores sag kommer til at køre på samme måde, som HK's har gjort, siger formanden.
Ingeniørforeningen, som organiserer en stor del af de 300 tidligere danske Intel-medarbejdere, får prøvet sagerne ved Sø- og Handelsretten til årsskiftet.
Værdien af dem afhænger dels af aktiekursen, når optionerne indløses, dels af den pris, medarbejderne oprindeligt gav for aktierne. Ifølge Søren Skibstrup Eriksen har de 75 medlemmer omkring en million aktier i Intel, men købsprisen varierer meget.
En aktie i Intel kostede op til weekenden 27,39 dollars. Det svarer til, at alle de tidligere Intel-ingeniørers aktier kan sælges for 190 millioner kroner.