Antipiratgruppen bebudede for nylig begyndelsen på en klapjagt på almindelige brugeres piratkopiering, og nu bliver der også skruet op for bødestraffen, når gruppen fanger kopieringssyndere.
Internetudbyderne, som hjælper Antipiratgruppen med at sætte navne i synderegistret, vil til at have penge for assistancen. Derfor bliver bøderne større, skriver Politiken.
- Det er klart, at får vi større udgifter i forbindelse med at finde frem til synderne, så bliver disse udgifter af os betragtet som et udlæg og ført videre i vores erstatningskrav, siger advokat for Antipiratgruppen, Torben Steffensen, til avisen.
Han kan endnu ikke sige, hvor meget bøderne stiger, da internetudbyderne ikke har meldt prisen ud endnu.
Udbyderne hjælper gruppen med at føje de fysiske adresser på piratkopisterne til de IP-adresser, gruppen har sporet i jagten på ulovlig kopiering. Det er TDC, Tele2, Tiscali og Cybercity, som nu kræver betaling for den service.
I juli ændrede Antipiratgruppen taktik fra især at koncentrere sig om fangsten af store fisk til at fange både store og små, som ulovligt henter musik og film på internettet.