Test: Supertynd bærbar i flot design til en lav pris

Acer Aspire S3 er en næsten knækbrødstynd bærbar, som oser af stil og eksklusivitet. Prisen er lav, men der er også sparet på hardwaren, og skærmen vipper som et skib i havsnød.

1. Test: Supertynd bærbar i flot design til en lav pris

Anmeldelse: Acer Aspire S3 lægger sig i slipstrømmen på MacBook Air og Samsung Series 9, og den er ligesom sine to konkurrenter superslank.

Computeren er en del af første bølge af ultrabooks, som vi kommer til at se meget mere til den kommende tid.

De nye bærbare pc'er er kendetegnet ved at være tynde, men har alligevel hurtige processorer og lange batterilevetider.

Som udgangspunkt er Acer Aspire S3 yderst indbydende. Den er pakket lækkert ind i en stilfuld aluminiumsskal, der får den til at se både minimalistisk og eksklusiv ud.

Modsat flere konkurrenter har Acer valgt at placere de fleste porte bag på computeren i stedet for på siderne.

På bagsiden finder du to USB-porte, en HDMI-port og en plads til et strømstrik. I den ene side finder du en port til høretelefoner, mens en SD-kortlæser er placeret i den anden.

Vægten er nede på 1,4 kilo, og den er derfor nem at have med på farten. Hjørnerne er blødt afrundede, og computeren er rar at røre ved, og den glider nemt ned i tasken.

Skærmen er 13,3 tommer med en opløsning 1366 gange 768 pixel, og det er den samme som Samsungs konkurrerende model og lidt lavere end MacBook Air med 1.440 gange 900pixel ligeledes i 13 tommer-udgave.

Acers model er ikke udstyret med nogen fantastisk skærm, og du kan godt regne med at skulle skrue højt op lysstyrken, da den ellers virker meget mørk og gusten.

Samtidig skal du ikke flytte hovedet meget fra side til side, før skærmbilledet virker utydeligt. Med andre ord er betragtningsvinklen ikke særlig stor.

Tastaturet er derimod glimrende. Der er luft mellem tasterne, og du undgår dermed mange slåfejl.

Små piletaster

Som en lidt spøjs detalje har Acer valgt at skære enter-tasten over, så den også dækker symbolerne * og '.

Det gør enter-tasten meget lille, og vi frygtede, at det ville blive et problem, når der skulle skrives på maskinen.

Men faktisk var vores frygt stærkt overdreven, og vi ramte stort set ikke forkert på tasten, selv om den er ret lille.

Den overskårne enter-tast er i øvrigt en særlig skandinavisk ting, som skyldes, at vi skal have plads til vores æ'er, ø'er og å'er på tastaturet.

Det mest irriterende ved tastaturet er piletasterne, der er så små, at selv børnefingre vil have svært ved at betjene dem uden at ramme dem alle samtidig.

Tasterne er klumpet sammen i nederste højre hjørne, og det er meget besværligt at bruge dem, når du eksempelvis skal navigere rundt i et dokument.

I det hele taget virker tastaturet solidt, og det bøjer ikke ned, selv om du lægger godt med kræfter i, når der tastes.

Touchpaden er også et udmærket bekendtskab, og den har en passende størrelse og er nogenlunde lige så bred som mellemrumstasten.

Desværre føles overfladen, som dine håndflader hviler på, meget plastikagtig. Ifølge Acer er det rent faktisk metal, men overfladen har fået en særlig legering.

Det betyder, at den er modstandsdygtig over for fingeraftryk modsat Samsung Series 9, og den har en mere ru overflade.

Det ændrer dog ikke på, at det er nemt at blive skuffet, når overfladen ser ud til at være lækker aluminium, men føles som en billig efterligning.

2. Stor prisforskel

Acer Aspire S3 findes i to forskellige udgaver. Den ene er udstyret med traditionel harddisk, mens den anden er udstyret med SSD, som er baseret på flashhukommelse og meget hurtigere end sin mekaniske fætter. 

Vi har testet udgaven med almindelig harddisk. Computeren er dog også udstyret med en 20 gigabyte SSD-disk, som du dog ikke har adgang til.

Den bruges til at få maskinen med mekanisk harddisk til at starte hurtigere fra dvale og til at afvikle programmer i en fart. 

Prisforskellen på de to Acer-maskiner er cirka 1.500 kroner, så der er meget at spare ved at vælge løsningen med mekanisk harddisk.

Til gengæld går det også ud over ydelsen, når SSD'en fravælges.

Vi havde desværre ikke mulighed for at teste de to Acer-udgaver mod hinanden, men i forhold til Samsung Series 9 med SSD er vores testmodel meget underlegen. 

I benchmarkprogrammet PCMARK Vantage scorer Acer Aspire S3 4.912 point, mens Samsung Series 9 hiver 6.895 point i land.

Det er netop på harddiskydelsen, at Acer får smæk af Samsung. Begge maskiner har dog et problem med avanceret 3D-grafik, da de ikke er udstyret med nogen potente grafikkort.

Til daglig brug er det måske svært at mærke den helt store forskel, hvis du primært bruger den knækbrødstynde Acer-pc med mekanisk harddisk til at surfe på nettet og skrive i Word.

Men når der skal trækkes tungere veksler på maskinen, kan du forvente, at den skal arbejde længere og hårdere for at levere resultater end en ultrabook med SSD. 

Samtidig var Acer Aspire S3 lang tid om at starte op, når den var fuldkommen slukket.

Det tog over et minut, før vi var inde på skrivebordet og kunne klikke på noget. Og vi havde kun installeret ganske få programmer på maskinen. 

Når computeren er i dvale, starter den stort lige så hurtig op som Samsungs model med SSD. Batteriet holder til en arbejdsdag med indlagte pauser. Selv siger Acer, at batterilevetiden er syv timer, men du skal nok regne med omkring fem timer ved konstant brug.

3. Skærmen gør dig søsyg

En af de største svagheder ved Acer Aspire S3 er skærmens hængsel, der nærmest er en katastrofe.

Når du klapper låget op, står det og vipper i flere sekunder, før det falder til ro.

Det er meget foruroligende. Selv hvis du taster meget hårdt, kan du få skærmen til at vippe.

Hvis du eksempelvis tager Acer'en med på en togtur, kan du godt forberede dig på at sluge en søsygepille eller to. De rystelser, som toget giver, vil uden tvivl påvirke den noget ustabile skærm. 

Vi har en lille video, der viser lidt af problemet: 

[video splash=73287]0ac81324-3025-d820.mp4[/video]

Alt i alt er der sparet på hardwaren med Acer Aspire S3, og den virker ikke så helstøbt som de konkurrerende ultrabooks Samsung Series 9 eller MacBook Air.

Designmæssigt er det dog en virkelig flot maskine på afstand, mens den skuffer lidt, når fingrene får lov at drible hen over håndledsstøtte og de små piletaster. 

Det er især prisen, der er det mest attraktive med denne maskine. Den er næsten 3.500 kroner billigere end Samsungs Series 9 (som dog også er mere toptunet), og det vil være et stærkt købsargument for mange. 

Vi vil dog anbefale, at du prøvekører Acer S3 hos din lokale hardwarepusher, før du svinger dankortet. Her kan du vurdere, om skærmen vipper for meget til din smag. 

Til omkring 6.500 kroner får du dog en bærbar, der er lækker tynd, har et stilfuldt design, men som ikke er klassens hurtigste maskine. 

Til gengæld er det den aktuelt billigste ultrabook, du kan få fingre i netop nu. Vi ender på karakteren 3 ud 6.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere