Nichedistributørerne Fineman A/S fik i regnskabsåret 2007/2008 et pænt overskud før skat på 2,9 millioner kroner, hvilket er næsten ligeså flot som sidste års rekordregnskab, hvor overskuddet krøb op over de fire millioner. Dermed præsterer Fineman overskud for femte i år i træk.
Trods almindelig økonomiske afmatning i det forløbne år er det ifølge direktør Jesper Fineman lykkedes at banke virksomhedens omsætning i vejret med cirka 15 procent. Han ønsker dog ikke at oplyse de præcise tal for årsomsætningen, som dog endnu ikke er nået op over de 100 millioner kroner.
Det pressede marked afspejler sig også i, at Fineman har oplevet en markant stigning i sine tilgodehavender hos kunderne, som er gået op fra tre og en halv til mere end fem millioner kroner.
»Markedet er tydeligvis blevet mere presset i årets løb, og kunderne er væsentlig mere fokuseret på priserne end vi har oplevet længe. Derfor har vi været nødsaget til at være mere flinke, når det gælder vores kreditbetingelser,« forklarer Jesper Fineman.
Han afviser, at være interesseret i et salg af den succesfulde virksomhed, som op gennem halvfemserne var en del af den svenske distributionskoncern Gandalf. I 2003 løsrev man sig fra svenskerne og omlagde strategien fra traditionel broadlinedistributør til at man i dag har fokus på specialhardware til eksempelvis grafiske løsninger i pc-miljøet og specialskærme til industri, sygehuse og offshore-branchen. Fineman A/S beskæftiger i dag ni fastansatte medarbejdere.