CSC har fyret yderligere 10 medlemmer af fagforeningen Prosa, som siden onsdag i sidste uge har strejket i strid med overenskomsten. Det fremgår af en erklæring, som CSC udsendte sent tirsdag aften.
Det bringer ifølge CRNs søstermedie ComON antallet af fyrede op på 13 af de i alt 15 Prosa-medlemmer, som har deltaget i den overenskomststridgie arbejdsnedlæggelse. Hvilke forhold der gælder for de sidste to medarbejdere vides ikke.
De første tre fyringer blev udstedt allerede mandag med den begrundelse, da de pågældende ikke var mødte op mandag morgen. En af dem var tillidsmand, hvilket fik Prosa til at rejse sag mod CSC i Arbejdsretten.
I alt gik 33 medarbejdere hjem i sidste uge med den fælles begrundelse, at arbejdsforholdene på CSC er ulidelige. De strejkende klager over, at de tvinges til at lære vikarer op, som kan overtage deres funktioner i tilfælde af en storstrejke. 15 sagde lige ud, at de strejkede, mens de resterende 18 enten har meldt sig syge, taget afspadsering eller begrunder fraværet på andre måder.
CSC har i første omgang kun været ude med riven overfor de, der åbenlyst sagde, at de strejkede.
”CSC har gentagne gange givet de pågældende medarbejdere muligheden for at komme tilbage på arbejdet. De har dog valgt ikke at efterkomme de pålæg, som CSC sammen med blandt andet Prosa har givet dem, og som også har været forelagt Arbejdsretten i to omgange. Dermed har de pågældende medarbejdere bragt sig selv i en situation, hvor ansættelsen måtte ophøre,” hedder det i erklæringen fra CSC.
Konflikten mellem Prosa og CSC skyldes uenighed om en ny overenskomst, og den tog for alvor fart, da CSC i februar lockoutede 120 Prosa-medlemmer.