Fra første april får Eltel Networks Danmark en ny administrerende direktør. Valget faldt på den 41-årige Sonny Nielsen, der kommer fra en stilling som direktør for Banedanmarks enterpriseafdeling.
Banedanmark outsourcede for kun 3 måneder siden driften af sit telefoniudstyr i hele Danmark, og det var netop Eltel Networks, der vandt udbundsrunden. Dermed bliver en af Sonny Nielsens vigtigste kunder hans gamle arbejdsplads.
Teleanalytikeren Torben Rune fra Netplan mener ikke, det er usædvanligt med den form for navnesammenfald i telesektoren. Ifølge Torben Rune er problemet en akut mangel på kompetente medarbejdere i branchen.
»Problemet er, at telesektoren er nærmest støvsuget for kompetente folk. Der har aldrig været så stor mangel på medarbejdere med de rette kompetencer og en langvarigt erfaringsgrundlag. De fleste sidder allerede i vellønnede og attraktive stillinger, og det kan betyde at virksomheder kan få svært ved at tiltrække de nødvendige ressourcer«, siger Torben Rune.
Eltel Networks, der kom ind på det danske marked i 2004 via et opkøb af KE Partner A/S er vokset fra 430 ansatte til 550 ansatte gennem nyansættelser og integration med det tidligere Swedia Networks.
Eltel Networks vandt også fornyligt udbuddet om Post Danmarks telefonidrift. Det høje tempo ser ud til at fortsætte under den nye administrerende direktør.
»Vi skal være landsdækkende og vokse både organisk og gennem opkøb«, udtaler Sonny Nielsen