En dansk quiz-hjemmeside med tre millioner registrerede medlemmer fra hele verden har netop skiftet ejer for en million kroner. Sælgeren er den 24-årige Martin Bay fra Silkeborg, som allerede to gange tidligere har tjent stort på at sælge hjemmesider.
Første gang i 1999, hvor han solgte en hjemmeside med værktøjer til webdesign for 180.000 kroner, og halvandet år senere, hvor han solgte hjemmesiden Webmasters Ezine til en amerikansk forretningsmand for 970.000 danske kroner.
I mellemtiden har Martin Bay stiftet webbureauet Netomia i Silkeborg, der producerer hjemmesider til mindre virksomheder.
»Jeg kunne godt blive ved med at forfølge mine vilde ideer, og sikkert få succes med nogle af dem, men efterhånden finder jeg det både mere udfordrende og mere spændende at forsøge at skabe en stabil indkomst. Heldigvis har de tidligere hjemmesidesalg, og det sidste især, hjulpet mig godt i gang med netop det,« siger Martin Bay.
Det seneste tiltag fra den unge jyde er et webshop-system, hvor alle kan oprette deres egen butik på nettet og samtidig sørge for, at butikkens sider bliver indekseret i søgemaskiner.
»Handel via nettet er i eksplosiv vækst. Når flere og flere gør deres indkøb den vej, så er det helt naturligt, at virksomhederne står i kø for at sætte deres varer til salg via en webshop. Og da vores system er så nemt at bruge, at alle kan finde ud af det, er jeg ikke i tvivl om at dette bliver mit fjerde guldæg,« siger Martin Bay.