I dag åbner den svenske it-supermarkedskæde Computercity sit niende danske varehus i Kgs. Lyngby nord for København.
»Det går godt for Computercity, og vi kigger på flere steder i både Jylland og på Sjælland« siger Computercitys danske regionschef Lasse Schneider uden at han vil love, at der vil ske flere butiksåbninger i det næste års tid.
Den nye butik på Jernbanepladsen i Lyngby bliver på lige under 400 kvadratmeter, og når den nye Computercity åbner i dag klokken 09 bliver det med 6.000 æbleskiver og elektroniktilbud til de kunder, der finder frem til butikken.
Lasse Schneider fortæller, at butikken ligger godt i forhold Computercitys andre butikker på Østerbro og Glostrup.
»Vi har længe markedsført os i området og haft kig på Lyngby i mange år, fordi der her er meget detailhandel, der trækker til vores butik,« siger Lasse Schneider.