Tiltaget er taget af sikkerhedsmæssige årsager fra Microsofts side, og brugerne burde ingen problemer have i at opgradere.
Men med opgraderingen fjerner Microsoft samtidig muligheden for at benytte tredjeparts software sammen med deres beskedprogrammer. Dette betyder, at populære programmer som Trillian, der samler alle IM-klienter ét sted, ikke længere kan benyttes til MSN Messenger.
Microsofts talsmand Sean Sundwall fortæller, at de vil åbne døren for aftaler med tredjeparts IM-udviklere, men vil ikke forsikre, at Trillian-brugere i fremtiden vil kunne benytte deres MSN-konti gennem det populære IM-program.
Han opfordrer derfor tredjeparts udviklere af den type IM-programmer, der benytter MSN Messenger netværket til at kontakte Microsoft inden den 15. oktober.
Nyhedstjenesten CNET har adspurgt Cerulean Studios, som står bag Trillian, omkring deres holdning til Microsofts tiltag, men har endnu ikke modtaget et svar.