Mere end 75 nervøse og småfrysende teknikere og andre it-folk fyldte torsdag aften godt op på datacenteret Interxions parkeringsplads i Ballerup. Efter branden i en transformatorstation havde lukket strømforsyningen til halvdelen af firmaets kunder frygtede kunderne med god grund for konsekvenserne af nedbruddet.
Allerede tidligt på aftenen var en del internet-sites gået i sort. Blandt de ramte var så forskellige sites som Krak.dk, TDCs Play, Just-eat.dk og it-magasinet Computerworld. Først i løbet af natten, kom de op og køre igen. Men lige så vigtigt for de forsamlede kunderepræsentanter var uvisheden om deres interne forretningssystemer, som kunne blive berørt af branden.
I løbet af aftenen var firmaer som A.P. Møller Mærsk og NNIT dukket op på parkeringspladsen, men ligesom deres kolleger fra mindre kunder var de forsamlede påfaldende tilbageholdende med at tale med CRN, som ankom til stedet klokken cirka 22.45.
På det tidspunkt havde Interxion-direktør Peder Bang allerede flere gange orienteret de fremmødte om situationen. Interxions problem var, at branden udover at have kappet strømmen til halvdelen af kunderne servere også havde taget strømmen til kølingen af de dele af datacenteret som trods branden fortsat var i drift.
Derfor var Interxions teknikere i kapløb med tiden dels for at få etableret nødstrøm til køleanlægget, så driften kunne fortsætte på den del af maskinparken, som stadig var i drift, dels for at få resten af centeret op og køre igen.
Udover den løbende orientering fra Peder Bang blev de nervøse kunder budt på kaffe og Matadormix, og tilsammen fik Interxions indsats skabt en forholdsvis afslappet og professionel stemning på p-pladsen.
En Interxion-kunde fortalte i løbet af aftenen til CRN, at hele Interxion havde været afspærret under slukningsarbejdet.
»Vi så lastbil efter lastbil med komponenter til datacentret, og da branden var slukket gik elektrikere og kølefolk i gang med at etablere nødforsyninger,« fortæller kunden, som i øvrigt har stor ros til Interxions håndtering af situationen.
Kunden fortæller i øvrigt, at det største samtaleemne blandt de fremmødte driftsteknikere var de erstatningskrav i millionklassen, som med sikkerhed vil følge efter branden og det efterfølgende nedbrud.