Mermaid Technology har fra nytår overtaget alle aktier i det svenske selskab Norden Media Solutions AB. Mermaid Technology har hidtil ikke været i Sverige, og med opkøbet kommer selskabet dermed ind på det svenske marked.
Fremover retter selskabet blikket mod flere lande i søgen efter vækst.
»Mermaid Technology underbygger således sin position som den absolut ledende virksomhed indenfor Dynamisk Digital Skiltning i Skandinavien og har derved et meget solidt fundament for den videre planlagte ekspansion i henholdsvis Finland og Tyskland,« skriver selskabet i en børsmeddelelse.
Media Solutions forventer at få en omsætning på 11 millioner kroner i 2009 og har otte ansatte på adresser i Stockholm og Vesterås og er blandt andet leverandør til Burger King. Det svenske selskab er som Mermaid Technology leverandør indenfor dynamisk digital skiltning, men med en relativ begrænset indholdsproduktion. Med salget af selskabet til Mermaid Technology skal produktion af billedindhold til visning på skærmene fremover være et fokusområde for det svenske selskab.
Den ene af Norden Media Solutions to aktionærer Fredrik Skoglund fortsætter i selskabet som både medarbejder og aktionær, mens den anden aktionær Investeringsselskabet AB Arvid Svensson, bliver aktionær i Mermaid Technology.