Yahoo udvider nu sin rejsesøgning til også at inkludere hoteller. Brugerne kan skræddersy deres søgninger efter forskellige byer og for eksempel placering, bekvemmelighed og pris. Det er også muligt at gennemse kort og læse andre brugeres vurdering af hotellerne. Det skriver InternetNews.
Søgefunktionen er endnu i beta, og den kan indtil videre kun søge efter amerikanske hoteller.
Den amerikanske rejseindustri har fremlagt tal, der viser et boom i markedet for online booking af rejser. I 2004 gik intet mindre end 64 millioner amerikanere online for rejseinformation, og heraf foretog 44 millioner mindst en booking.
Researchfirmaet KeyNote har desuden frigivet studier, der viser at amerikanerne foretrækker at booke deres rejser online. 16 procent af de adspurgte svarede, at de ville bruge en rejseagent, mens 57 procent foretrak telefonen og 67 procent svarede, at de helst ville booke deres rejser på internettet.