Britiske Hotxt har nu erklæret krig mod teleselskabernes høje takster for sms ved at lancere en internetbaseret tjeneste, hvor kunderne kan sende et ubegrænset antal beskeder for 1 pund eller 10,7 kroner om ugen. I forhold til de nuværende priser på op til 1,2 kroner pr. sms i Storbritannien kan der være ganske mange penge at spare for dem, der sender mange beskeder, og Hotxt lover at tjenesten snart bliver lanceret i andre lande.
Konceptet minder om de kendte ip-telefoni-udbydere som Skype; i stedet for at sende sms-beskeder over telefonnettet, henter brugeren et lille Java-program til mobiltelefonen og sender beskeder over en dataforbindelse i stedet.
Nu er det ikke gratis at sende data fra mobiltelefonen, og priserne svinger fra 30 til 200 kroner pr. megabyte. Ifølge Hotxt fylder den enkelte besked omkring 2,5 kb, så der kan sendes 400 beskeder pr. mb. Det betyder, at prisen pr. besked svinger mellem 7,5 og 50 øre.
Hvor meget der kan spares i det enkelte tilfælde afhænger således af, hvor meget teleselskabet tager for sms'er og datatrafik. Enkelte teleselskaber tilbyder desuden en begrænset form for internet-adgang, der ikke kan bruges sammen med Hotxt; det gælder blandt andet O2, BT Mobile og 3 i Storbritannien.
Hotxt har regnet sig frem til, at den typiske mobilbruger der sender ti sms'er om dagen kan spare 75 procent ved at bruge tjenesten. Dertil kommer, at Hotxt-beskeder kan være 2,5 gange længere end sms'er og angiveligt leveres hurtigere, fordi beskederne sendes over datanettet.
Desuden kan man vælge sit eget brugernavn, der bruges som afsender for sms'en i stedet for telefonnummeret, så man kan sende og modtage beskeder uden at afsløre sit telefonnummer. Der er også mulighed for at installere et filter for at blokere beskeder fra bestemte afsendere.
Briterne regnes ofte for at være de flittigste sms-brugere i verden; hver eneste dag sendes der mere end 93,5 millioner beskeder over mobilnettet. For en superbruger er det ikke usædvanligt at skrive 100 sms'er om dagen.