Et system med elektroniske RFID-kort skal gøre det lettere for pendlere at rejse med Londons undergrundsbane, men systemet har været præget af tekniske problemer. Senest gik det galt fredag, hvor kortlæserne ved metrostationerne brød sammen. Det førte til, at rejsende med forudbetalte Oyster-kort hverken kunne scanne deres kort ved rejsens start eller afslutning.
Trafikselskabet Transport for London placerer ansvaret hos underleverandøren Transys, et konsortium af EDS og Cubic. For at undgå kaos i undergrunden fredag måtte trafikselskabet åbne for afspærringerne og lade passagererne komme igennem uden at få scannet deres kort.
Fejlen skulle nu være fundet og kortlæserne fungerer igennem, men nedbrudet har igen undergravet tilliden til systemet, der anvendes af omkring 80 pct. af alle passagerer i undergrundsbanen.
Der er allerede afsløret sikkerhedshuller i den RFID-chip, der anvendes i Oyster-kortene og op mod en milliard andre RFID-enheder.
Et andet kritikpunkt er, at systemet gemmer oplysninger om, hvor kortejeren har startet og afsluttet sin rejse. Dette gøres for at beregne det korrekte beløb, der skal debiteres kortet, men efterretningstjenesten MI5 har allerede meldt interesse i at få fingrene i Oyster-brugernes bevægelsesmønstre.