Der er kun en ting der mangler, når man sidder i sin komfortable Chesterfield stol med ild i pejsen og isbjørnetæppet ved fødderne.
Nemlig en læderindbundet bredformats lomme-pc, så man kan følge med i aktiekurserne og jagtvejret med stil. Og sådan en findes faktisk. Eller i hvertfald billeder af den. Men desværre er det blot to år gamle designskitser til Lenovos bud på en computer til lommen.
Når den åbner almindeligt, så ligner den til forveksling Sonys Vaio P. Men hvis man drejer skærmen helt, så bliver den til en noget aflang tablet pc.
Nu kræver begejstrede netbrugere, at Lenovo skrider til handling og øjeblikkeligt sætter gang i produktionen af deres Pocket Yoga. Det er ikke så underligt, da Pocket Yoga er designet med et bæltespænde, der fungerer som en mus, når man bruger maskinen.
Lenovo har ingen planer om at sætte lomme-pc'en i produktion.