Midt i sommervarmen er det lille Brønderslev-firma asetek klar med en produktnyhed som holder serveren kold selvom rumtemperaturen sniger sig op på 45 grader. Den nye VapoChill Case Cooler er en softwarestyret luftkonditioneringsenhed, der er udviklet til køling af pc-servere og entry-level-servere.
Firmaet blev grundlagt af "Janteknuseren" Andre Sloth Eriksen for tre år siden og har i dag 20 medarbejdere. VapoChill Case Cooler har været under udvikling i to år, fortæller asetek, som har modtaget økonomisk støtte til udviklingen fra EU's mål-2 midler.
Den nyudviklede køleenhed er baseret på et direkte kølingsprincip, hvor luften i serveren køles og recirkuleres gennem en slange, der forbindes mellem køleenheden og serveren.
Et specialudviklet sensorsystem giver mulighed for temperaturover-vågning og regulering af kølekapaciteten i forhold til kritiske og varmeintensive komponenter så som SCSI harddiske, CPU'er og strømforsyninger.
Serverkøleren, der har størrelse som et middelstørrelse PC-kabinet, kan eliminere op til 750W varme fra serveren og operere i op til 45 graders omgivelsestemperatur.
VapoChill Case Cooler vil i Danmark blive solgt via traditionelle serverdistributører og forhandlere. Prisen bliver 12.995 kr. eksl. moms, fortæller firmaet.