Hvorfra får du størstedelen af dine informationer? Hvis f.eks. en atomreaktor i Tyskland eksploderede
og sendte en radioaktiv sky mod Skandinavien, hvor vil du så få denne alvorlige nyhed fra? Radio,
fjernsyn eller aviser? Ligegyldigt hvilket medie, du benytter for at forsyne dig med informationer, så
kan du være sikker på, at der sidder en eller flere redaktører og bestemmer, hvad du skal have at
vide. Hvis redaktørerne ikke skønner, at en given information kan være interessant for en stor gruppe
mennesker, får du den simpelthen ikke. Det kan f.eks. være en krig et sted i Afrika, som der alligevel
ikke er et menneske der kender - og på denne måde heller aldrig kommer til at kende. Internet er det
første medie, hvor nyhedsforbrugeren, dig og mig, har en reel chance for at overspringe
redaktør-leddet og finde de folk, der skaber nyheder, de hændelser, som vi ellers ikke ville blive
informeret om.
Et eksempel er ulykkes-billederne af den afdøde prinsesse Diana, der nok blev afvist af redaktører
verden over, men alligevel fandt vej ud på Internet, hvor folk kunne bese dem uden kontrol. Flere af
billederne var dog deciderede forfalskninger, hvilket illustrerer et andet problem med nettet, nemlig
troværdigheden. Det er ganske enkelt umuligt at verificere, om informationerne er korrekte. De
traditionelle medier er de pejlemærker, som vi normalt bruger for at orientere os i verden, og hvis vi
skal navigere i nyhedstrømmen uden dem kan vi meget hurtigt miste overblikket.
Jeg læste for nylig en italiensk bog, "Spionen og digteren", der beskrev et meget realistisk scenarie,
hvor Internet spillede en vigtig rolle i afsløringen af en international sammensværgelse. Bogen tager
udgangspunkt i en virkelig hændelse, et italiensk DC-9 fly med næsten 100 mennesker om bord, der
forsvandt over Ustica i 1981. En undersøgelseskommission har senere fastslået, at flyet blev
indblandet i en luftduel mellem italienske og libyske kampfly og skudt ned. Den italienske roman
bygger videre på denne historie, og opstiller hypotesen, at flyet nåede at nødlande på vandet, men
senere, med døde og levende passagerer, blev sprængt i luften af frømænd for at dække over den
mislykkede militæroperation. Romanens protagonist, Ogden, finder en CD-ROM med omfattende
dokumentsmateriale om operationen, og vælger, jagtet af efterretningstjenesterne, at offentliggøre
den på Internet.
Han henvender sig til en organisation, der er tydeligt inspireret af den virkelige
netrettigheds-organisation EFF (Electronic Frontier Foundation), og får dem til at placere indholdet
af skiven på deres server, hvor det er tilgængeligt for alle og enhver over Internet. Samtidig
overspilles noget af materialet til den engelske avis The Observer, der offentliggører
Internet-adressen på serveren, og en besked om det brisante materiale sendes til alle nyhedsgrupper
på Usenet. Konsekvenserne kan kun anes. Romanen er nok lidt overfladisk på de fleste tekniske
punkter, men den formår alligevel at visualisere, hvordan nettet kan bruges til at vende op og ned på
informationshierarkiet.
Hvor skal man søge, hvis man ønsker informationer om aktuelle hændelser, som medierne slet ikke
eller kun meget sparsomt har behandlet? De gængse søgemaskiner som Alta Vista og Lycos egner
sig kun i begrænset omfang til dette, fordi deres indekserede hjemmesider kan være flere måneder
gamle, mens f.eks. Usenet-søgemaskinen Dejanews er guld værd, når det drejer sig om at finde
interessante informationer. DejaNews vil stort set altid finde et indlæg fra Usenet, der indeholder en
henvisning til relevante informationskilder på World Wide Web. Man kan også prøve organisationen
Full Disclosure, der har sat sig som mål at fortælle HELE historien.
God fornøjelse med
ComON
Chefredaktør
