En del af os holdt ekstra godt øje med uret på Københavns Rådhus, da et nyt årtusinde begyndte den 31. december for 10 år siden. 90'erne var præget af en dommedagsfrygt, som man ikke bare kunne høre i Nirvanas trøstesløse resignationsmusik, men også se i alle filmene om kometer, der ville udslette kloden.
En del af frygten stammede fra it-verdenen, der havde held til at skræmme globale virksomheder og regeringer fra vid og sans med spekulationer om, at fly ville styrte fra himlen og den vestlige verdens infrastruktur ville bryde sammen, når computerne skulle skifte fra 1999 til 2000.
Som vi ved, skete der intet. Viserne på rådhusuret passerede 24.00, og kun nytårsraketter faldt fra himlen. Til gengæld havde computerverdenen fået sprøjtet milliarder af panikdollars ind. Bill Gates var konge af verden, Apple var stadig en parentes, og Yahoo var verdens hotteste søgemaskine, og lederen af den verdensomspændende dot.com bølge, hvor alene varm luft og løfter var nok til at gøre entreprenante teknikdrømmere til fantazillionærer på et splitsekund. Her hjemme gjorde Klaus Riskær comeback med Cybercity og med Jubii blev Martin Thorborg Danmarks nye yndlings gadedreng.
Revolutionen i lommen
Men så styrtede flyene alligevel fra himlen. Og blandt de mange ting vi oplevede, tænkte og fik fortalt i månederne efter var, hvordan Osama Bin Laden havde kastet verden ud i en dyb økonomisk krise. Luften var gået af ballonen. Boblen brast. Men virkeligheden var en anden. Allerede inden 11. september var luften ved af fise ud af drømmerier, der aldrig blev realiseret. Pengefolkene var ved at blive klogere. De indså så småt, at virksomheder ikke alene kan værdisættes ud fra mulig potentiel vækst, men også må værdisættes ud fra en reel indtjening. Den lektie glemte de dog igen i midten af 00'erne, mens de optalte afkastet fra et opsving så gennemgribende, at alle samtaler over den argentinske oksebøf handlede om, hvor mange millioner i friværdi, man havde tjent i den seneste uge.
Netop i de dage, hvor World Trade Center faldt, hev Apples tilbagevendte søn Steve Jobs en revolution op af sin lomme. Overalt kunne man se de hvide høretelefoner, men selv om alle var med, var de stadig adgang til en eksklusiv klub, hvor man kunne sende fremmede anerkendende blikke over deres udsøgte smag og sans for tidens trend. Senere i årtiet ville der kommen en anden eksklusiv klub, som alle var med i, og som også ændrede livsbetingelserne for det moderne menneske.
Athlon og Ati 9700 pro
Mens iPods triumftog accelererede, kæmpede computerverdenens traditionelle kamphaner videre. I midten af årtiet blev det en offentlig hemmelighed blandt computerfolk, at AMD med deres Athlon processor pludselig lavede en processor, der var bedre end Intels. På det tidspunkt brændte Intel bogstavelig talt nallerne med deres brandvarme Pentium 4 processor, der krævede massiv køling at holde kørende, og som derfor stod i kabinetter, der larmede som jagerfly. Imens havde AMD fat i den lange ende, med en prisbillig og kølig og dermed støjsvag processor, der gav Intel baghjul i alle tests. Det varede dog kun i et par år, så kom Core2Duo, og Intel var igen kongen.
De brede medier skrev dog ikke om processorkrigen. I stedet skrev de om Google. Det rare firma, der på kun få år havde erobret søgningen fra alle konkurrenterne, og som nu var milliarder af dollars værd. Brin og Page blev verdenskendte navne og endnu havde ingen rigtig forstået, at grundlaget for deres succes var at overvåge vores mindste træk for at ramme os med de helt rigtige diskrete annoncer.
På grafikkort scenen bølgede kampen frem og tilbage. Groft sagt, var den af ATI og Nvidia, der først var ude med det nyeste kort, vinderen af ræset. Men der er dog nogle kort, der endnu kan fremhæves. Nvidias Geforce 2 GTS, og ATIs 9700 pro stod distancen i længere tid end de fleste.
Men mod midten af årtiet blev det næsten ligegyldigt. På det tidspunkt skete to ting, der reelt gjorde pc-ræset overflødigt. Det tog tid før det gik op for de fleste, men i 2007 sendte Asus en lille minipc, en netbook, på gaden, som var kulminationen af de to begivenheder i midten af 00'erne.
Da først Microsoft og siden Sony og Nintendo sendte deres konsoller på markedet, der kunne stå under de funklende flade nye tv-apparater, rykkede spil væk fra computeren. Derfor var det reelt kun photoshoppere og it-arbejdere der havde brug for det nye og hurtigste hardware. Computerverdens uartige hemmelighed har alle dage været, at det ikke er PowerPoint og Excel ark der drev teknologiræset, men spil, spil og atter spil. Og da Blizzard udgav et online rollespil, der satsede på et grafisk univers, hvor selv folk med gamle computere kunne være med, så var løbet kørt for pc-ræset.
Spillet der var verden
World of Warcraft var ikke en grafisk revolution, men det indvarslede mange andre revolutioner. Ikke alene ryddede det bordet for stort set alt hvad, der hedder pc-spil. Det formåede også at fange ikke-gamere ind i spiluniverset. Noget som Nintendo senere skulle perfektionere med Wii. Det som Nintendo måske så i World of Warcraft var, det det ikke var dragerne og dværgene, der fik mødre, kærester og andet godtfolk til at spille computerspil. Det var det sociale aspekt. Den intuitive måde man chattede sammen og samledes i Guilds, hvor man kunne gå på eventyr, mens man sludrede om sin hverdag. Der er ingen tvivl om, at en del af den generation, der skulle have passet deres gymnasium, da World of Warcraft var på sit højeste, risikerer at gå en fremtid som langtidsledig i møde, fordi spillet tog alle de timer, der skulle have været brugt på uddannelse. Det er sjældent et spil i den grad transcenderer skærmen og erobrer virkeligheden. I Europa blev World of Warcraft det første store sociale medie, som senere blev til Facebook.
Men før Facebook erobrede alt, så var der andre sociale netværk. Freeway så nicherne med Dating og Arto og de uartige konkurrenter bag Scor satte sig på den niche, der oprindeligt gjorde nettet til det, som det er, nemlig sex. Netop sex og porno faldt som nettets fundament i 00'erne. Selv om det stadig er så grundlæggende for nettet, at en gruppe forskere for nylig ikke var i stand til at finde en gruppe mænd, der ikke ser porno, så begyndte nettets reelle hersker at miste noget af sin magt. Omkring 2008 viste amerikanske statistikker, at sociale netværk havde vippet porno af pinden, som det man brugte mest tid på, på nettet.
Vi ville pludselig hellere følge med i hinandens liv, end kigge på store bryster og blackcock.
Da alt blev gratis
Netop porno var det første, der ændrede vores forestilling om, hvad der er gratis, og hvad der koster penge. Allerede i 90’erne slap vi for at iføre os elefanthuer og at bruge en formue på alle mulige andre varer, når vi sneg et pornoblad med i indkøbet. Der var heller ikke længere ræson i at gemme Rapport i Politiken, for nyheder var ikke længere noget man betalte for, det var noget som var gratis.
Det samme gjaldt for musik. Dem med lavkulturel smag, behøvede ikke længere at ydmyge sig selv ved at bede om den nyeste med Ace of Base i cd-butikken. I stedet kunne de sidde i det blålige lys fra computerskærmen og downloade det nye album. Først med Napster, siden med Janus Friis’ Kazaa og til sidst fra Pirate Bay, og når de først havde hentet det, så kunne de spille musikken på Steve Jobs revolution i lommen.
Og hvad betød så alt dette?
Generation Dum
Først og fremmest betød det en kløft mellem digitale indfødte og alle os andre. Mens vi andre bekymrer os om det forsvundne privatliv, så uploader ungdommen kavalergangsbilleder til så mange sociale medier som muligt, mens de skynder sig at rydde verdens tagselvbord for musik, film og nyheder uden at have betalt en øre i adgang.
Den generation, der blev unge i 00’erne har aldrig oplevet en verden, hvor Google ikke er verdenshersker. Og den generation er anderledes end tidligere generationer. Man skal huske at sige, at den generation som er internettets førstefødte har en lang række kompetencer, som os der oplevede Murens fald ikke besidder. De orienterer sig med lynets hast i både tekstlig og visuel information og selv om de ikke kan koncentrere sig om en ting længe, så kan de koncentrere sig om mange ting hurtigt.
Men hvis man bladrer i videnskabelige rapporter, så er dele af iPod-generation, generation Y, the me generation, Myspace-generation og generation Dum kendetegnet ved at være en flok ubehøvlede, narscisistiske, uvidende egotrippere, der er fuldstændig ude af stand til at fungere i sociale sammenhænge uden for deres egen lille kreds. På arbejdspladser er folk begyndt at snakke om uengagerede og ugidelige unge, der ikke passer deres monotome job og fra universiteter i udlandet og herhjemme fortæller rektorerne om, hvor lidt basal viden de nye studerende kommer med. I 2006 kunne to tredjedele af amerikanske elever i gymnasiets afgangsklasser for eksempel ikke forklare, et gammelt foto af et skilt over en biografdør, hvor der stod "indgang for farvede". Ligesom 52 procent i en anden undersøgelse svarede, at USA var allieret med Tyskland under 2. verdenskrig.
Der er ganske mange undersøgelser, der dokumenterer, hvor afstumpet ungdommen er blevet. Herhjemme undersøgte firmaet Red Assosiates 13-23-årige for forlaget Egmont.
“Det lyder rigtig kreativt med iPod-generationen, der laver deres egen musik og tjatter med deres internetvenner i Mongoliet. Men det gør de bare ikke. De unge i vores undersøgelse tjatter med hinanden om ligegyldige ting. Der er nogle ganske få, der laver noget spændende. Men der er ikke en bog, ikke et magasin, ikke en avis i deres liv. Bare Facebook, Arto og Olivia, hvor de sludrer med de samme seks veninder, som de sms’er til 500 gange om dagen, og som de går til håndbold med om eftermiddagen. Det er en utrolig lille verden, og det overraskede os meget. Det kan godt være, man tidligere var fraværende på andre måder med at dagdrømme og skrive sedler til hinanden i timerne. Men den elektroniske kommunikation fylder utrolig meget mere i dag,” sagde Christian Madsbjerg fra Red Associates til Information, der selv om artiklen blev lavet i 2008 endnu ikke havde opdaget forskellen på at tjatte og chatte.
Undersøgelserne har dog det tilfælles, at de ikke kun beskriver nettets førstefødte, de beskriver også en generation, der på tidspunktet for undersøgelserne aldrig havde oplevet andet end økonomisk optur. Siden har finanskrisen for alvor vist dem, hvordan livet også kan være, og nederlag kan i den grad ændre en mands identitet. Og det er her vi slutter. Ved finanskrisen, der indtil videre har været med til at give blandt andre Morten Lund, Zepto og Asger Jensby nogle gevaldige lussinger. Selv om krisen har sat sit præg på sidste del af årtiet, så ændrer den dog ikke det overordnede billede, at det årti, hvor skåltalerne om, hvordan nettet bringer os alle sammen, for alvor gik i opfyldelse, og ikke bare var noget vi bildte hinanden ind, mens vi surfede efter store bryster og blackcock.
