Et tilsyneladende sikkert setup har fejlet hos det århusianske webhotel Novicell.
Firmaet har i 10 år solgt rådgivning og it-løsninger, men i lidt over et døgn har firmaets kompetencer ikke været meget bevendt. Firmaets datacenter volder problemer.
Det er gået ud over de lokalpatriotiske kunder i smilets by.
Både hjemmesiden for fodboldklubben AGF og den oprindelige gymnastikforenings hjemmeside er stadig nede. Byens forlystelsespark Friheden har også været nede i over et døgn men er nu oppe igen.
Natten til tirsdag gik datacentret fuldstændig i sort. Den præcise grund kender man ikke endnu. Men problemet er forværret af det tekniske setup.
”Vi har haft alle servere i samme cluster. Problemet er så startet med et issue på en firewall, der efterfølgende har gjort, at vi slet ikke har kunnet komme i kontakt med clusteret,” forklarer firmaets salgschef Morten Longgaard Knudsen.
Firmaet har nu tilkaldt teknisk assistance fra Microsoft og arbejder i to spor. Det går ud på at genetablere det oprindelige cluster. For at kunderne ikke skal vente på, at det fejlbehæftede cluster er aktivt, bliver der etableret ny hosting på alternativt hardware ud fra kundernes backup.
”Vi er meget overraskede over, at det er braget ned. Men vi kan desværre ikke pege fingre af nogen, for vi har selv konfigureret hele vores hostingsetup,” siger Morten Longgaard Knudsen.
Det nuværende cluster-setup er konfigureret efter firmaerne Digitalis og Novicell fusionerede i 2008.
Salgschefen understreger, at firmaet har backup af alle kunders data, og at alle kunder forventes oppe inden torsdag. I skrivende stund mangler man kun data fra en server, hvor 30-40 kunder har shared hosting på Novicells eget cms, Logic.
Firmaet lover at komme med en længere teknisk redegørelse, når problemet er løst. I mellemtiden kan man følge hostingscentrets bestræbelser på firmaets Facebook-side eller Twitter.