Din udtjente mobil, computer eller tv ender måske sine dage på et elektronikmarked i Afrika - selvom du har indleveret den på en kommunal genbrugsplads. Ved hjælp af skjulte GPS-sendere har Greenpeace i samarbejde med tv stationen Sky News sporet, hvordan elektronikaffald er blevet sendt fra en genbrugsplads i Hampshire County Council i England til Lagos i Nigeria. Greenpeace havde blandt andet indleveret et tv udstyret med en skjult GPS, og kunne så følge tv-apparatets vej til et kolossalt stort marked for gammelt elektronik i Lagos, hvor det blev tilbagekøbt.
»Det syn, der mødte os i Nigeria var både overvældende og pinligt. Vi befandt os på elektronikmarkeder på størrelse med Bilka gange 10, fyldt med brugt elektronik fra vesten. Det mindste vi i vesten kan gøre er naturligvis at sørge for, at de apparater, der sendes af sted, virker. Men i sidste ende ligger løsningen hos producenterne, for det er dem, der er i stand til at designe de farlige og særdeles problematiske kemikalier ud af produkterne, så de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af eksporten i hvert fald mindskes,« siger kemi-medarbejder Erik Albertsen fra Greenpeace Nordic.
Der produceres hvert år 8,7 mio. ton elektronisk og elektrisk affald i EU, men mindre end en fjerdedel indsamles eller genanvendes via et kontrolleret system. Ifølge Baselkonventionen er det ulovligt for OECD-lande at eksportere farligt affald - herunder elektronikaffald - til ikke-OECD-lande. Men det har ikke stoppet den illegale eksport.
Greenpeace kræver, at elektronik-producenterne øger indsatsen for at indsamle og behandle elektronikaffaldet på ansvarlig vis, og at produkterne fremover designes helt uden brug af farlige kemikalier.
»Det er i dag muligt at erstatte de farlige kemikalier, hvilket eksempelvis Apple, Nokia og Sony Ericsson har vist. Der er simpelthen ikke længere nogen undskyldninger for ikke at gøre dette,« siger Erik Albertsen.