Bang & Olufsen er blevet skudt i skoene, at firmaet har ladet sig overhale af mere nytænkende konkurrenter. På det seneste har firmaet præsenteret fastnet-telefoner, mp3-afspillere og fladskærme, som nok er flotte og særprægede, men som ikke har imponeret teknik-opslugte forbrugere.
Derfor var det med en vis national stolthed, at man i går kunne se præsentationen af ASUS NX90Jq, der angiveligt var produktet af et samarbejde mellem netop B&O og Asus.
Maskinens ydre rammer minder om typisk B&O-design med rene linjer udført i aluminium og sort materiale. Og hængslerne minder om mobiltelefonen Serene.
Men det danske firma kan ikke høste rosen for den flotte bærbar.
”Computeren er designet af David Lewis, der designer for B&O, men han designer også for mange andre. Vi bruger kun eksterne designere,” forklarer pressechef Tommy Jakobsen og tilføjer, at Lewis også er kendt for sine emhætte-designs.
Struer-firmaet har dog sat et lille fingeraftryk på maskinen.
”Det eneste samarbejde består i, at Bang & Olufsen ICEPower har ydet en konsulentydelse. Det er vores lydafdeling, der har konstrueret lyddesignet. Og derfor er lyden selvfølgelig helt fantastisk,” siger Tommy Jakobsen.
På elektronikmessen CES i Las Vegas blev maskinen i går vist frem. Inde bag det specielle design gemmer computeren på habilt maskinkraft fra Asus, der lynhurtigt har placeret sig i det bærbare markeds førerfelt efter EEE-succesen.
ASUS NX90Jq er dog ikke gammelt vin på nye flasker. For eksempel har udviklerne forsynet den med to touchpads, så man angiveligt kan betjene den med to hænder – som en dj. Skærmen er på 18.4 tommer, så den hører nærmere hjemme i stuen end i arbejdstasken. Desuden er der Core i7 processor, NVIDIA GeForce GT 334M grafik og mulighed for at udvide RAM til 12GB. Den leveres med 4GB. Der er indbygget Blu-ray. Prisen blev der ikke talt om.
Se flere billeder af computeren hos Engadget.com.