Bill Gates fortalte i sin åbningstale på WinHEC-konferencen, at Microsoft har solgt omkring 40 millioner Vista-licenser i de første 100 dage efter lanceringen. Dermed skulle Vista være det hurtigst sælgende operativsystem nogensinde.
Gates kunne også fortælle, at 78 procent af de solgte licenser er den store Premium-udgave af Vista. Der skulle nu være mere end 10.000 hard- og software-produkter, der er certificeret til at arbejde sammen med Vista. Det har ellers været et problem lige siden starten, at mange populære programmer ikke fungerer sammen med Vista.
Den kommende Windows-servergeneration, hidtil kendt under kodenavnet Longhorn Server, har nu fået det officielle navn Windows Server 2008, fortalte Gates. Det understøtter bl.a. virtualisering, flerkerne-processorer og 64-bit-programmer.
Beta 3 er hentet mere end 100.000 gange i de første tre uger efter frigivelsen, ifølge Microsoft. Den færdige version kommer senere i år.