En hårdtkæmpende computerspiller har netop afsluttet sin første bane i et "shoot-em-up"-spil. Han forventer at blive sendt videre til næste bane, men i stedet vender spilkarakteren på skærmen sig om og siger: Og nu er det blevet tid til en reklamepause.
Sådan kan fremtidige spil-oplevelser ende med at være, hvis Google for alvor sætter gang i sine ambitioner om at indsætte reklamer i computerspil, som firmaet har haft stor succes med på hjemmesider.
Ifølge flere kilder tæt på Google forklarer, at programmet "AdSense for Games" er blevet testet kraftigt i de seneste måneder, og at programmet hurtigt vil kunne flyttes fra test-stadiet og ud i virkeligheden.
Fra kilderne lyder det til, at Google med sit reklamesystem vil være i stand til at indsætte reklamevideoer i computerspil, hvor producenten ønsker det. Platformen skulle være i stand til at indsætte videoreklamer i alt fra konsolspil, PC-spil, netbaserede spil og spil på mobiltelefoner.
Både Microsoft, EA, Sony og mange andre store spille har allerede bevæget sig ind på området, så det vil være helt naturligt, at også Google søsætter et projekt. Ikke mindst fordi branchefolk mener, at området for annonceplacering i computerspil er i hastig vækst.
De første tegn på, at Google legede med tanken dukkede op i 2007, da Google købte firmaet Adscape, men det har været småt med nyheder om projektet siden.
Der gættes på, at "AdSense for Games"-projektet for alvor skal prøves af i forbindelse med Googles lancering af Lively, som gik i luften for et par måneder siden. Lively er Googles bud på en virtuelt verden i stil med Second Life.