Artikel top billede

Fremtidens mobile apps kører i browseren

Google vil revolutionere app-markedet med sin kommende Chrome Web Store.

Til oktober starter Googles nye app-butik til web-applikationer. Der er store forventninger til den kommende Chrome Web Store, som kan blive en alvorlig konkurrent til Apples App Store og Googles eget Android Market.

For softwareudviklere er det både dyrt og tidskrævende at udvikle mobile applikationer til forskellige platforme som iOS (iPhone og iPad), Android, Symbian og BlackBerry.

Løsningen kan være platformsuafhængige webapplikationer skrevet i HTML5, som kører direkte i browseren – hvad enten der er tale om en iPhone, en Android-mobiltelefon eller en Symbian-enhed.

Det kræver selvfølgelig at man kan finde web-applikationerne ét centralt sted – og her kommer Chrome Web Store ind i billedet. Den skal køres i stilling som den centrale handelsplads for web-applikationer af enhver slags.

Milliarder på spil

Markedet er apps til smartphones er gigantisk. Mere end en tredjedel af mobiltelefon-ejerne har efterhånden en smartphone, og de henter i gennemsnit tre-fire applikationer om måneden, viser analyser.

Apples App Store til iOS rundede tre milliarder downloads i januar 2010 og det menes at den årlige omsætning med mobile applikationer vil overstige 150 milliarder kroner allerede om tre år.

Udvalget er gigantisk. I App Store til iPhone er der nu omkring 200.000 applikationer, mens Android Market ligger på omkring 105.000 apps, og hver måned kommer der tusindvis af nye programmer.

Men der har også været kritik af den kontrol, som Apple udøver med sin App Store, og det er dyrt hvis man skal udvikle native apps til flere forskellige platforme som iOS, Android og Symbian. Apple tager sin bid af kagen, når programmet skal sælges i App Store, og udviklerne er tvunget til at følge Apples regler.

Med Chrome Web Store, som blev annonceret på Googles I/O udviklerkonference i maj, slipper man for denne kontrol. Google lover at Web Store vil fungere med Chrome-browseren, det kommende operativsystem Chrome OS og alle browsere som understøtter HTML5.

Her kan brugerne hente både gratis og betalingspligtige web-applikationer og bedømme de enkelte programmer.

Google forlanger ”kun” omkring fem procent af app-prisen for at dække omkostningerne til Web Store, mens Apple beholder 30 procent af omsætningen i App Store.

Og dertil kommer altså, at web-applikationer som sælges gennem Web Store kan køre på mange forskellige platforme – alt fra Windows-pc'er og Chrome OS-netbooks til Linux-computere og iPhones – men man i Apple App Store eller Android Market er bundet til én bestemt platform.

Google vil understøtte forskellige betalingsmodeller i sin Chrome Web Store, der bruger Google Checkout til betalinger. Man kan f.eks. tegne et software-abonnement og betale et fast beløb per måned for en web-applikation eller købe udvidelser eller ekstra objekter inde i spil.

Google viser Web Store på spilmesse

Netop spil har en stor rolle i den kommende Web Store, og det er næppe helt tilfældigt at Google viste sin Web Store på denne uges spiludvikler-konference GDC i Köln.

Her kunne Google blandt andet fortælle, at webapplikationerne til Web Store både kan skrives i HTML5, Flash og C++ - og de skulle så være i stand til at køre i alle kompatible browsere.

Butikken bliver indbygget direkte i kommende versioner af Chrome browseren og Chrome OS.

Google viste blandt andet spil som ”Plants vs. Zombies” og ”Lego: Star Wars”, som altså nu er kodet så de kører som web-applikationer.

Hos 1UP findes en detaljeret gennemgang af Googles præsentation på GDC med en video og billeder af de enkelte slides.

Den fokuserer på spil, men Google ser Chrome Web Store som en generel platform for web-applikationer af enhver slags.

Indtil videre findes der kun relativt få velfungerende HTML5-apps – én af dem er Googles egen mobile YouTube-app – og det store spørgsmål er, om Google kan overbevise udviklerne om, at de skal kode web-apps i stedet for at skrive programmer direkte til f.eks. iPhone.

Det store problem med web-applikationer er stadig, at deres adgang til det lokale system er begrænset af naturlige årsager. En web-applikation kører direkte i browseren og ”ser ikke” den lokale enhed på samme måde som en native applikation.

Dermed vil det f.eks. være meget svært at omsætte et meget grafik- og regnekrævende 3D-spil som web-applikation – denne type programmer kører stadig bedst, hvis de er installeret lokalt på maskinen og kan udnytte hardwaren maksimalt.

Men Chrome Web Store er et naturligt skridt for internet-giganten Google, som gerne ser at vores programmer flytter fra den lokale computer og ud i skyen på nettet.

Det ser ud til, at mobile apps bliver den næste front i kampen mellem lokal software og cloud computing. Og den næste front i krigen mellem Apple og Google, som allerede slås på mange andre områder.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Fremtidens digitale kraftværk: Tag styringen med dit ERP-system

I dag ligger moderne ERP-platforme i skyen og opdateres adskillige gange årligt. Samtidig får man nærmest pr. automatik adgang til en omfattende portefølje af integrationer, add-ons, 3. partsmoduler, BI og avancerede funktioner til AI/ML-understøttelse af forretningsprocesser. På denne dag går vi derfor i dybden med, hvad det betyder for din virksomhed. Uanset om I har migreret til en cloudbaseret platform eller planlægger at gøre det indenfor en overskuelig fremtid.

13. november 2024 | Læs mere


Fremtidens digitale kraftværk: Tag styringen med dit ERP-system

I dag ligger moderne ERP-platforme i skyen og opdateres adskillige gange årligt. Samtidig får man nærmest pr. automatik adgang til en omfattende portefølje af integrationer, add-ons, 3. partsmoduler, BI og avancerede funktioner til AI/ML-understøttelse af forretningsprocesser. På denne dag går vi derfor i dybden med, hvad det betyder for din virksomhed. Uanset om I har migreret til en cloudbaseret platform eller planlægger at gøre det indenfor en overskuelig fremtid.

21. november 2024 | Læs mere


Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere