De ældre kaster i stigende grad alle bekymringer over bord, og bevæger sig ud på det vilde vide web. Det har verdens programmører naturligvis også opdaget, og nu er der kommet en søgemaskine, som går direkte efter det grå guld.
Den nye søgemaskine skiller sig ud fra Google og Yahoo ved at gå direkte efter internetbrugere over 50 år. Det gør man blandt andet ved at gøre alle søgeresultater delvist afhængige af andre brugeres mening, samtidig med at hele siden er gjort let tilgængelig for folk med dårligt syn.
Eons, som har skabt den nye søgemaskine, har analyseret og anmeldt mere end 500.000 af nettets mest populære sider i den aldersgruppe, og det er naturligvis planen, at det tal skal stige yderligere med tiden.
Navnet Cranky er også et kapitel for sig selv. Selv skriver Eons navnet cRANKy og henviser dermed til, at alle sider bliver rangeret. Det er dog næppe tilfældigt, at navnet Cranky betyder gnaven, tvær eller excentrisk, hvad end meningen skulle være med det.