Kroner fra medielicensen skal gå til kunstnere som kompensation for, at de mister penge hver gang eksempelvis musik bliver kopieret. Sådan lyder et forslag fra SF.
Forslaget kommer forud for forhandlingerne om det nye medieforlig, som politikerne skal have på plads i år. Politikerne jonglerer med adskillige millioner kroner i forhandlingerne. Regeringspartierne Venstre og Konservative samt regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, jubler ikke just over SF’s forslag om at lade kunstnerne få direkte del i licenspuljen. De Konservative afviser klart tanken.
”Licensen skal ikke hugges mere op, end den er i forvejen, for så kan vi ikke styre det. Så kommer en diskussion om, hvem der så også skal have fra licensen,” siger Henrik Rasmussen, De Konservatives medieordfører.
Han erklærer, at han har ”sympati for kunstnerne”, og at de skal have penge for den kunst, som de leverer, men han vil ikke arbejde for, at staten skal kompensere kopiering af deres værker. Han ser helst, at eksempelvis musikere får nogle mere givtige aftaler med aktører på det private marked, eksempelvis radiostationerne.
”Det kan jo være, at de private skal betale mere,” siger Henrik Rasmussen.
Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, ser helst, at den nuværende blankbåndsordning bliver afskaffet, fordi den ifølge hende er bureaukratisk. Blankbåndsordningen bestemmer, at forbrugeren skal betale en afgift ved køb af blanke medier som CD’er og DVD’er. Pengene går til kunstnere og andre indholdsproducenter. Politikerne indførte i sin tid afgiften for at kompensere for lovlig kopiering af blandt andet musik, eksempelvis når en forbruger tager en kopi af et musikalbum til sommerhuset. Salget af de gamle lagringsmedier falder dog for tiden, og det giver færre penge til kunstnerne. Socialdemokraterne, SF og De Radikale er enige om, at det er et problem, at kunstnerne mister dén indtægt, men de tre oppositionspartier er ikke enige om, hvor pengene skal hentes. SF mener, at et supplement til blankbåndsordningen skal komme fra overskydende licensmidler. Det største regeringsparti, Venstre, vil have blankbåndsordningen afskaffet.
”Hvis den skal noget, skal den afvikles. Det synspunkt har vi haft i meget lang tid,” siger Ellen Trane Nørby.
Hun afviser til gengæld ikke, at en anden ordning skal findes, men hun vil ikke komme nærmere ind på, hvad en løsning kan være.
”Jeg fører ikke forhandlinger i pressen,” siger hun, der dog klart siger, at licensen for den almindelige dansker ikke må stige.
Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, vil ikke kommentere, hvad der skal ske i forhandlingerne om blankbåndsafgiften. Det fortæller Karin Nødgaard, partiets medieordfører.
Regeringens medieudspil ventes at komme til maj.