Kærlighedserklæringerne flyver gennem luften i dag. Det er ikke kun salget af blomster og chokolade der stiger, men også mængden af e-mails. Men bag de kærlige ord kan der gemme sig en gemen virus, der i stedet for at vinde dit hjerte vil destruere din harddisk.
Virusangreb kommer for det meste som en ubehagelig overraskelse, men ved højtider som jul, nytår, påske og dage som fredag den 13. og Valentins Dag intensiveres angrebene.
Sikkerhedseksperterne advarer generelt mod at åbne e-mails med vedhæng, men i dag er der ekstra grund til at være forsigtig. Ukendte vedhæng bør du enten smide direkte i papirkurven eller gennem viruskontrollen. De mest aktive og sejlivede viruser for tiden er: SIRCAM, MAGISTR, NIMDA og BADTRANS.
Nyt site for generte bejlere
Valentine-hilsner er traditionelt en envejskommunikation, hvor man anonymt sender et "I love you" uden mulighed for at få respons på sin kærlighedserklæring. Det giver et nyt site mulighed for. På Valentinesunited.com er det nu muligt at sende en anonym hilsen til den udvalgte, og for modtageren at give et svar, uden afsenders identitet bliver afsløret.
Generelt tjenes der mange penge og spekuleres meget i kærlighedserklæringer via e-mail. Ifølge en undersøgelse foretaget af det engelske analysefirma BTopenworld, bruger flere og flere e-mailen til at sige ting til deres kære, som de ikke kan få sagt ansigt til ansigt.