Her er ERP-markedets vigtigste tendenser

Tre tendenser dominerer når det gælder virksomhedssystemer.

Hurtigt i gang, ud på nettet og integrer med det hele. Det er slagordene hos ERP-producenterne, hvor SOA har fundet sin plads og SaaS er det næste hotte. ERP-ekspert Peter Ulka giver sit bud på status på området.

"Flere virksomheder implementerer deres eksisterende ERP-system på ny frem for at købe nyt," fortæller Peter Ulka.  ERP-producenterne tilbyder nye metoder til hurtigere implementering af deres systemer. Middleware er blevet en vigtig del af produkterne, og alle har et bud på en cloud- eller SaaS-løsning.

Ifølge Peter Ulka fra konsulentfirmaet HerbertNathan & Co er det de tre vigtigste tendenser inden for ERP-systemer for øjeblikket, når man ser på, hvad producenterne tilbyder.

"Alle leverandørerne er kommet med bud på, hvordan virksomheder hurtigere kan implementere deres løsninger. Der er to hovedretninger: Templates og agil implementering," fortæller han.

Templates er skabeloner, som leverandøren har gjort klar på forhånd. Dermed skal kunden besvare færre spørgsmål, fordi løsningen er prækonfigureret.

Eksempler på templateløsninger er Business Accelerators fra Oracle, All-In-One fra SAP, QuickStep fra Lawson og FasTrax fra IBS.

Agil implementering
En anden vej er inspireret af tendenser fra systemudvikling: Agil implementering.

"I stedet for først at gå igennem en omfattende proces med design og analyse går man hurtigere i gang med at implementere systemet.

Traditionelt kan man bruge 3-4 måneder på at designe og specificere systemet og derefter et tilsvarende tidsrum til at bygge det. Så der går 8-9 måneder, før kunden ser noget.

Med den agile tilgang ser kunden systemet allerede efter et par måneder. Til gengæld er det ikke perfekt, men så retter man løbende til undervejs, indtil kunden er tilfreds," forklarer Peter Ulka.

Begge metoder er nye på markedet, og endnu er de det færreste virksomheder, der har brugt dem.

SOA er pragmatisk
For nogle år siden stod der SOA (service-orienteret arkitektur) øverst på alle leverandørernes PowerPoint-slides. De talte om en fremtid, hvor kunderne kunne sammensætte systemer på kryds og tværs, fordi standardiserede SOA-grænseflader satte dem i stand til at kommunikere med hinanden.

I dag er virkeligheden noget mere pragmatisk, mener Peter Ulka.

"Nu handler det mere om, hvad der i praksis kan lade sig gøre. Tankerne om SOA er udmøntet i nogle middlewareplatforme, der gør det muligt at flytte data og samle brugergrænseflader. Nu er middlewaren blevet en central komponent til integration og opbygning af portalløsninger.
Men det handler mere om kontinentalsokler, der kobles sammen, ikke om små stumper funktionalitet. Vi taler ikke om, at man køber noget af indkøbsprocessen fra én leverandør og resten fra en anden. Derimod ser vi ERP-systemer blive koblet til CRM (Customer Relationship Management, red.) og HR (Human Resources, red.)," forklarer Peter Ulka.

SaaS er til de små
Hvor SOA er forsvundet fra overskrifterne i pressemeddelelserne, er ord som cloud og SaaS i stedet kommet til.

"Hos de mindste virksomheder er SaaS en realitet, hvor især e-Conomic har været ekstrem succesfuld med over 23.000 virksomheder som kunder. Men hos de mellemstore og store er det noget, man snakker om, ikke noget man bruger.
SAP's Business By Design-løsning er et bud på et produkt, der er positioneret højere end e-Conomic. Men det er forsinket. Her kunne jeg godt få den tanke, at SAP venter, fordi markedet ikke er helt klar endnu. Normalt plejer SAP nok at kunne levere til tiden," bemærker han.

Mens SaaS lader vente på sig hos andre end de helt små virksomheder, er der stadig gang i mere traditionelle hosting-løsninger, hvor driften lægges ud af huset.

Det kan fx være en Dynamics NAV, der kører hos en partner, hvor man betaler et månedligt gebyr.
Men løsningen er stadig en traditionel ERP-installation, ikke en multi-tenant, hvor alle brugere deles om det samme system.

SaaS er ok til CRM og HR
Hvor de større virksomheder ikke er sprunget på SaaS til ERP, er de mindre tilbageholdende, når det gælder systemer som CRM og HR.
På CRM-siden gælder det løsninger fra firmaer som Salesforce.com og Oracle CRM On Demand. Inden for HR er det blandt andet SuccessFactors.com. Flere større virksomheder bruger disse systemer, mens de ikke kører ERP som SaaS.

"Det kan man undre sig lidt over. Måske er årsagen, at ERP ses som noget mere centralt i virksomheden end CRM og HR. Desuden er der ofte nogle begrænsninger i, hvor meget man kan tilrette en SaaS-løsning," siger Peter Ulka.

Begynder forfra
Konsulentfirmaet HerbertNathan & Co rådgiver firmaer om valg af ERP-system. Siden krisen begyndte for et par år siden, er en del ERP-projekter lukket eller udskudt.

Men nogle virksomheder har benyttet perioden med mindre aktivitet til at gøre noget ved deres ERP-system.

"Jeg har set en del, der har valgt at re-implementere deres løsning. De går ikke ud og køber nyt, men installerer softwaren på ny, som om det var et helt nyt system. Det giver den fordel, at de kan undgå de fejl, de begik første gang.
Vi ser det typisk hos virksomheder med mange tilpasninger til systemet. Det sker især i Microsoft-verdenen, hvor mange konsulenter har fået opgaver med at geninstallere systemer hos kunderne," siger han.

En fordel er, at man slipper for udgiften til at købe softwarelicenser. Virksomheden skal heller ikke bruge tid og ressourcer på at evaluere og vælge et system.

Og den får et system med skærmbilleder, som medarbejderne kender og er fortrolige med.

 




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere