»En katastrofe.« Så kontant er meldingen fra Christian Kjeldsen, der er eventmanager for DR-festivalen Radiodays i september. Han har brugt et betalingsmodul fra PBS til at modtage tilmeldinger på festivalens hjemmeside radiodays.dk. Men siden tirsdag middag har Christian Kjeldsen ikke haft adgang til administrationsdelen af modulet - og dermed kan han ikke se, hvem der har tilmeldt sig og betalt for adgang til festivalen.
Og radiodays.dk er ikke de eneste, der er ramt af det seneste nedbrud hos PBS. Ifølge ComON's oplysninger er der omkring 300 butikker, som benytter det samme betalingsmodul. PBS kan ikke oplyse, hvor mange af butikkerne, der er ramt af de tekniske problemer.
»Vi er ikke på noget tidspunkt blevet orienteret om problemet og det har været umuligt at få et klart svar på, hvordan modulet fungerer igen. Deres kommunikationsindsats overfor kunderne er en skandale. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine tyve år i branchen,« siger Christian Kjeldsen.
Han fortæller at festivalens arrangører kan blive tvunget til at ringe ud til alle dem, der har modtaget en invitation, for at høre, hvem der har tilmeldt sig.
»Det kommer til at koste os en bondegård, og jeg har tænkt mig at sende regningen videre til PBS,« siger Christian Kjeldsen.
Hos betalingsselskabet PBS bekræfter pressechef Søren Winge, at betalingsmodulet blev ramt af et teknisk nedbrud tirsdag.
»Det er korrekt, at vi har oplevet periodiske driftsproblemer siden tirsdag middag. Vi håndterede igen indkomne transaktioner på vores betalingsmodul fra tirsdag kl. 16.08. Det er vigtigt at pointere, at det ikke er netforretninger generelt, der er berørt - kun de forretninger, der er tilsluttet vores betalingsmodul,« siger Søren Winge.
Men selvom driften altså skulle køre igen, kan de ramte butikker fortsat ikke komme ind i administrationsmodulet og se deres ordrehistorik. Og det betyder, at kunderne formentlig må vente længe på deres varer. PBS kan ikke fortælle, om data er gået tabt som følge af nedbrudet.
»Vi arbejder i øjeblikket med at genetablere data i administrationssystemet og vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om årsagen,« siger Søren Winge.