Mobiltelefonen er et individuelt statussymbol - i modsætning til firma-pc'en, som typisk repræsenterer en standardiseret platform for alle medarbejdere. Men stadig flere data flyttes fra firma-pc'er til telefon-computere - smartphones - eller små lomme-pda'er hos den enkelte medarbejder.
De færreste virksomheder kan slippe afsted med at diktere, at alle medarbejdere skal anvende en bestemt mobiltelefon-model, men det kan det blive nødvendigt at gennemtvinge en sådan politik, når det gælder smartphones og lommecomputere.
Det mener sikkerhedsrådgiver Ulrik Ledertoug fra Pointsec, som sælger krypterings-løsninger til mobile enheder.
»Indkøb af håndholdte devices er præget af knopskydning. Dette skyldes blandt andet, at de er forbundet med prestige og brugernes personlige smagspræferencer. Det skaber uhensigtsmæssig variation i maskinparken,« siger Ulrik Ledertoug til ComON.
Resultatet er, at mange virksomheder mangler overblik over den mobile maskinpark. Det kan gøre det vanskeligt eller umuligt at indføre en sikkerhedsløsning, som beskytter pda'er mod datatyveri og misbrug.
»Den første og største forhindring ligger i at skaffe sig et samlet overblik over de lommecomputere og smartphones, som anvendes i virksomheden. Det kan være ganske vanskeligt at finde frem til, hvilke enheder de enkelte medarbejdere bruger,« siger han.
Når virksomheden har rystet lommerne hos alle medarbejdere og fundet de små dataenheder venter det næste - for mange medarbejdere sikkert smertefulde - skridt; der skal ryddes op i urskoven af forskellige computere og standardiseres på en fælles mobil platform for at kunne garantere en ensartet sikkerhed.
»Når standardiseringen er gennemført skal der etableres effektive sikkerhedspolitikker i forhold til brugen af håndholdte enheder - og de skal håndhæves,« siger Ulrik Ledertoug.
Han anbefaler, at administrationen af alle håndholdte enheder skal centraliseres. Beslutninger om mobil sikkerhed må ikke være overladt til den enkelte bruger og virksomheden bør ikke tillade netadgang fra ubeskyttede enheder, der er indkøbt af brugeren selv.
»Den største trussel mod håndholdt datasikkerhed i dag er ikke kommunikation via trådløse netværk eller virus, men simpelt tyveri. En effektiv sikkerhedsløsning bør afspejle dette,« siger Ulrik Ledertoug.