Ifølge analysefirmaet Gartner vil virksomhederne i stigende grad efterspørge generalister der kombinerer it-viden med forretnings-forståelse. Gartner forudsiger at efterspørgslen efter it-specialister vil falde med 40 procent i de næste fem år, mens der tilsvarende vil være en stigende efterspørgsel efter generalister.
I sin prognose for de kommende fem år forudsiger Gartner desuden at 10 procent af virksomhederne vil kræve at medarbejderne køber deres egne bærbare computere - i stedet for den nuværende situation, hvor mange firmaer stiller computere til rådighed.
Gartner mener at virksomhederne fremover vil bruge en stor del af deres it-budget på at overholde forskellige lovkrav, f.eks. i forbindelse med håndtering af følsomme data. Dermed bliver der mindre råderum for andre investeringer.
I 2010 vil fastnet-telefoni være forsvundet fra 30 pct. af de amerikanske hjem, som i stedet vil klare sig med mobil- eller ip-telefoni, lyder en anden af spådommene.
Det forudsiges også at investeringerne i sundheds-it vil stige med 50 procent inden 2009 og gøre det muligt at sænke antallet af dødsfald ganske betydeligt over de kommende år.