Artikel top billede

Udskældt dansk Facebook-gruppe er nu lukket

En dansk Facebook-gruppe fik 135.000 danskere til at sprede link til vennerne. Nu er den væk.

På kort tid har mere end 135.000 danske Facebook-brugere klikket på ”Synes godt om” knappen for at se en video med en pige der bliver kørt over. I fredags udsendte sikkerhedsfirmaet CSIS en advarsel mod denne og flere andre kampagner på Facebook, der spreder sig som en virus i øjeblikket. Dette fænomen kaldes også for likejacking. Betegnelsen ”likejacking” hentyder til, at brugerne lokkes til at klikke på ”Like” knappen, som altså på dansk hedder ”Synes godt om”.

ComON har talt med to danske eksperter i sociale netværk for at få deres vurdering af, om der er tale om smart markedsføring eller fup. Begge er enige om, at ”likejacking” er misbrug af Facebooks muligheder. Men de er ikke enige i deres vurdering af den danske kampagne, som hen over weekenden er forsvundet fra Facebook sammen med flere andre lignende sider.

Når man kom ind på Facebook-gruppen ”Denne pige blev kørt ned da hendes venner ville lave sjov med hende” blev man bedt om at klikke på ”Synes godt om” for at se videoen. Det smarte er, at linket til Facebook-gruppen med videoen automatisk dukker op på ens profilside, hvis man har klikket på ”Synes godt om”. Dermed kan alle vennerne se den, og så går det rigtigt stærkt. På ingen tid kan videolinket sprede sig til tusindvis af brugere.

Hvis man klikker på knappen for at se videoen, bliver man flyttet over på en ekstern webside, hvor bagmanden tilsyneladende tjener på trafikken. Her vises vilkårlige reklamer. Men CSIS henviser til, at den samme metode kunne bruges til at sprede malware.

Folk lokkes ind i reklameunivers

Trine-Maria Kristensen er ekspert i sociale medier og digital kommunikation. Hun er ikke i tvivl om, at der er tale om lidt for smart markedsføring.

"Måske er det ikke i strid med Facebooks regler, men jeg mener at det er etisk og moralsk forkasteligt at bruge sådanne metoder til at lokke folk ind i et reklameunivers. Man kan sige, at det er en Facebook-version af kædebreve,” siger Trine-Maria Kristensen til ComON.

Hun henviser til, at Facebook-gruppen måske har fået et meget stort antal brugere på kort tid, men det er ikke tilfredse brugere – og dermed er strategien meget kortsigtet.

"Man bliver nødt til at skelne mellem, hvad der er kvalitetstrafik og hvad der er kvantitetstrafik. I dette tilfælde handler det bare om at skaffe en masse brugere, men det skaber jo ikke glade brugere. De narrer folk og lokker dem til at være et sted hvor de ikke vil være," siger hun.

På Facebook kan man allerede se de første brugere, der advarer mod videoen og opfordrer vennerne til at stoppe med at sende linket til kampagnesiden. ComON's oprindelige artikel om sagen er også blevet delt mere end 600 gange på Facebook – og det vidner om den store interesse, der er omkring fænomenet lige nu.

Trine-Maria Kristensen mener at netop det faktum, at brugerne lokkes til at dele videoen med vennerne, er det mest kritisable.

"Det værste er nok, at man bliver snydt til at sprede det videre til sine venner. Det værste er faktisk ikke at blamere sig selv på Facebook. Det har folk trods alt en vis forståelse for. Det værste er at skuffe vennerne og dermed ødelægge sine relationer," siger hun.

Men stemningen kan hurtigt slå om på Facebook. Trine-Maria Kristensen mener at det nok kun er et spørgsmål om tid før der kommer en gruppe for folk, der er trætte af videoen.

Kampagne er ikke likejacking

En anden dansk Facebook-ekspert, Thomas Bigum, ser med mildere øjne på fænomenet. Han sætter spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er tale om likejacking. Eksperten mener ikke, at "Denne pige" gruppen har snydt brugerne til at trykke på noget som udgav sig for at være noget andet end det var.

”Denne sag er i mine øjne dybest set bare en udnyttelse af Facebooks funktioner, som så virker meget effektfuldt fordi leverpostejsdanskere ikke kan modstå fristende overskrifter. Hvis vi mennesker kunne modstå denne form for overskrifter ville Ekstrabladet.dk få svært ved at eksistere,” siger Thomas Bigum.

Han undrer sig over, at der er opstået så meget virak over en banal Facebook-side.

”Jeg kender bagmanden fra vores genstridige kampe om Facebookbrugernes gunst i store Facebooksider gennem det seneste halve år, og jeg respekterer hans flittighed, som har udmøntet sig i at han har overgået selv mig med dette kunststykke. I takt med at de danske brugere i mindre og mindre udstrækning trykker 'synes godt om' til hvad som helst - slår han med denne og "Denne fyr drak 50 shots.." alligevel de rekorder jeg selv satte i en tid, hvor 50.000 fans var noget man kunne samle med 20 minutters arbejde og en god idé,” siger Thomas Bigum.

Han betegner likejacking som et misbrug af Facebooks muligheder, men tilføjer at denne kampagne altså ikke er likejacking, men snarere et mesterstykke i god viral markedsføring.

”Vi har at gøre med teenagerne der outshiner de professionelle, fordi de presser fb-funktionerne til deres primitive yderste. Målet er at skaffe en stor tilhørerskare, og dermed opnå mulighed for at reklamere lige midt på deres væg - helt omkostningsfrit indtil den dag Facebook dør, eller alle har meldt sig ud af Facebooksiden,” siger Thomas Bigum.

Bruger fritiden på at udforske nettet

ComON er i kontakt med de to unge danskere, der har skabt ”Denne pige” og flere andre grupper. Der er tale om to teenagere på henholdsvis 16 og 18 år. De fortæller selv, at de bruger en del af deres fritid på at udforske nettets og især Facebooks muligheder, men de ønsker ikke at få deres navn frem. De har dog tidligere søgt efter samarbejdspartnere på iværksætter-siden Amino. Begge understreger, at de ikke har indsamlet personlige oplysninger fra brugerne, og der er heller ikke tale om, at den enkelte bruger løber en økonomisk risiko. Det eneste, som man kan risikere at spilde, er – tid.

”Vi vil gerne slå fast, at vi aldrig har oprettet en gruppe, som har "snydt" brugeren. Det vil sige, at vi aldrig har oprettet en Facebook gruppe, hvor man ikke har kunnet få adgang til den video eller det billede, som er formålet for gruppen. Vi forsøger i øvrigt at holde en åben og oprigtig dialog (what you see is what you get), så vi er i bund og grund kede af, at den kritik der bliver rejst, bliver rettet imod lige præcis vores gruppe. Hvordan andre har udnyttet eller misbrugt "likejacking" vil vi ikke stilles til ansvar for,” siger de to ejere af Facebook-gruppen til ComON.

Sikkerhedsfirmaet CSIS holder fast i, at der er tale om lifejacking og at formålet er at tjene lette penge på naive brugere. CSIS valgte i fredags at indrapportere ”Denne pige” og en lang række andre grupper til Facebook som likejacking. I skrivende stund er det ikke længere muligt at komme ind på gruppen, og det kan tyde på, at Facebook nu har reageret og spærret den.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere