Ni ud af ti danskere har computere stående derhjemme, men alligevel har over halvdelen ingen ide om, hvor meget strøm deres udstyr bruger. Det viser en ny undersøgelse fra Elsparefonden. En ny kampagne sætter nu fokus på hjemmekontorets elforbrug, der kan sænkes betydeligt med simple sparetips.
»Hvis man erstatter den gamle stationære computer og den store CRT-skærm med en energieffektiv bærbar, kan man skære helt op mod 90 procent af hjemmekontorets elforbrug. Så det er noget, der kan mærkes i kroner og ører,« siger Christian Lüders, projektleder i Elsparefonden.
Selvom man ikke vil skifte til en bærbar, kan der stadig spares mange penge ved at udskifte den gamle tykke CRT-skærm med en fladskærm. Besparelsen i elforbruget er på op mod 1.000 kroner i hele fladskærmens levetid.
Det anbefales også at udnytte dvalefunktionen på skærm og computer og anskaffe en elspareskinne, der automatisk slukker for udstyret, hvilket kan nedbringe it-udstyrets elforbrug med op til 35 procent.
De gode råd fra Elsparefonden:
· Gå efter bærbare og fladskærme til computere - de bruger typisk kun halvt så meget el
· Sluk for skærmen, når du går fra computeren
· Indstil Windows så computer og skærm automatisk går i dvale
· Køb elspareskinner til din computer - elspareskinner slukker automatisk for tilsluttet udstyr, når computeren ikke bruges (skærm, printer, dvd mv.)
I samarbejde med it-branchen har Elsparefonden udarbejdet en energideklaration til computere og skærme, som sikrer, at produkterne overholder visse krav om strømforbrug ved standby, dvale og i aktiv tilstand.