Selvom IBM har kritiseret det nuværende patentsystem i USA kommer selskabet hvert år ind på en klar førsteplads når det gælder antallet af tildelte patenter. Også i 2006, hvor IBM fik tildelt ikke færre end 3.651 patenter i USA.
Dermed har IBM et klar forspring i forhold til konkurrenterne. Samsung Electronics ligger på andenpladsen med 2.453 patenter, fulgt af Canon med 2.378, Matsushita med 2.273, HP med 2.113 og Intel med 1.962 patenter.
IBM er involveret i flere langvarige patent-retssager, deriblandt et opgør med Amazon.com om e-commerce-patenter. Det kan nemt koste 20 millioner kroner eller mere at forsvare sig i en sag om patentkrænkelse.
Big Blue's førsteplads i den årlige patent-opgørelse passer dårligt med selskabets støtte til open source-bevægelsen, men IBM har flere gange forsøgt at tage brodden af kritikken ved at love, at man ikke vil bruge sine patenter til at sagsøge Linux-brugere.
Desuden vil IBM etablere et online-mødested for mindre selskaber og invididuelle opfindere, Inventors' Forum.