Den tekniske DNS-spærring af hjemmesiden Pirate Bay har dannet skole, når politikerne skal finde på måder at lovgive på nettet. Senest er ulovlige spilsider og medicinforhandlere røget med i puljen af hjemmesider, der reelt kan spærres uden en dommerkendelse og uden at ejermanden får det at vide.
Det får ni organisationer til at råbe vagt i gevær til politikerne, og opfordre dem til at neddrosle brugen af DNS-spærringer i fremtiden.
De danske internetudbydere har via deres brancheforening tidligere offentligt kritiseret den seneste DNS-spærring af ulovlige medicinforhandlere. Men nu har de samlet fælles fodslag blandt otte andre organisationer, der er medunderskrivere på et brev til Folketingets retudvalg.
Det aktuelle brev er underskrevet af: Dansk Energi, DANSK IT, Dansk Metal, DI ITEK, Forbrugerrådet, Foreningen af Danske Interaktive Medier - FDIM, Foreningen for Distance- og Internethandel - FDIH, IT-Branchen og Telekommunikationsindustrien - TI.
Vil ikke være politimænd
I brevet gentages argumentet med, at internetudbyderne ikke bør kontrollere borgeres brug af internettet, og at spærringer kun skal finde sted efter afgørelse fra en domstol.
"Vi finder det særdeles betænkeligt, at der ved sporadiske lovbemærkninger i enkeltstående lovforslag gives anvisninger på, hvorledes internetudbydere forventes at agere i forhold til enkeltstående hjemmesider. Anvendelse af blokering af den frie adgang til internetsider er ikke et uproblematisk værktøj at tage i anvendelse," lyder kritikken.
DNS-spærringerne er lappeløsninger, der ikke tager fat om problemerne, lyder kritikken.
"Denne form for drypvis lovgivning er efter vores opfattelse særdeles uhensigtsmæssig, idet danske borgeres adgang til internettet pludselig – og uden at der er taget overordnet politisk stilling hertil - kan være reguleret af forbud og begrænsninger med de uhensigtsmæssigheder, dette må have i forhold til internettets natur, proportionalitet overfor beskyttelsesbehovet, borgernes frihed, adgangen til internettet som en menneskeret og Danmarks ønske om at være et netværkssamfund."
De ni organisationer opfordrer politikerne til at iværksætte en grundig analyse, så der ved fremtidige lovgivningsprocesser tages beslutninger på et mere veldokumenteret grundlag.
Det er vedtagelsen af spilloven, der har sat gang i debatten. Med den blev det gjort strafbart for internetudbydere at formidle adgang til ulovlige spilsystemer uden licens i Danmark. Det samme er undervejs ved vedtagelsen af lov om lægemidler og lov om medicinsk udstyr.