Brugervenlighed bliver ofte overset i udviklingen af nye websteder og nye programmer. Bekymring for at det vil være for dyrt og for tidskrævende at teste nye it-løsningers brugervenlighed afholder myndigheder og virksomheder fra at gøre det til et fast element i udviklingsarbejdet. Det fremgik af en brugervenligheds-konference i Aalborg i denne uge.
Mere end halvdelen af deltagerne pegede på ressourcemangel som den vigtigste årsag til, at brugervenlighed bliver negligeret og mange mente desuden, at der mangler kompetencer til at teste brugervenlighed.
»Det ligner de resultater, vi tidligere har fået i en større undersøgelse af nordjyske virksomheders usability-arbejde. Den lagde samtidig en stor del af ansvaret for de manglende brugervenligheds-undersøgelser på udviklernes indstilling. En del af dem kan ikke se behovet for at prøve deres arbejde af på brugerne. De mener, at det er tidsspilde, fordi de i forvejen godt selv véd, hvordan tingene bør være,« fortæller datalogi-professor Jan Stage fra Aalborg Universitet.
Derfor er der brug for at lade udviklerne kigge med, når almindelige brugere sættes til at afprøve deres løsninger. Det kan være lidt af en øjenåbner.
»Vi har prøvet at lave usability-tests, hvor den første reaktion fra udviklerne var måben over, hvor dumme brugere vi havde været i stand til at opstøve. Men når 5-6 brugere i træk er gået i stå præcis de samme steder i deres systemer, begynder de at se behovet for, at vi snakker sammen,« sagde Jan Stage.
Der er faktisk god økonomi i at få bruger-fjendske uhensigtsmæssigheder luget ud så tidligt som muligt i udviklingsprocessen, fortalte Rune Thaarup Høegh, der har titel som user experience designer hos elektronik-firmaet ETI.
»Hvis man for eksempel som bruger skal slette 4.000 poster i et system, så finder man hurtigt ud af, at man ikke hver eneste gang har brug for at blive spurgt, om man nu også er sikker på, at man vil slette,« sagde han.