Elektroniske apparater på stand-by er notorisk berygtet som skjulte strøm-slugere. Nu vil Fujitsu rette op på det rygte med lanceringen af Premium Line ECO-skærm.
Ifølge Fujitsu Siemens Computers har skærmen nemlig et energiforbrug på nul, når den er i standby-tilstand.
Det tiltag får rosende ord med på vejen fra Elsparefonden.
»De skærme, der er på markedet i dag, bruger også strøm, når de ikke er i brug. Normalt ligger forbruget mellem 1 og 3 watt, når skærmen er på standby - alt afhængig af strømkildens udformning og hvordan skærmen skal kunne "vækkes" igen,« siger projektleder Anders Hjort Jensen, Elsparefonden.
0-forbruget er ikke det eneste "grønne" indhold i den ny skærm. Også ved almindelig brug skal den gøre det nemmere at være miljøvenlig. For eksempel ved den fysiske ECO-knap.
»Lysstyrken på avancerede LCD-skærme er på op til 400cd/ m² og giver optimal opløsning under svære lysforhold. Men mange gange er det mere behageligt at arbejde med mindre lys, og med ECO-knappen kan man selv aktivere energibesparelsen. Men kan også vælge automatisk justering af lysstyrke, og her optimerer man de ergonomiske forhold, og sparer samtidigt på strømmen,« siger produktchef Steen Grønbeck, Fujitsu Siemens Computers.
Med hjælp fra en indbygget lysmåler kan man også lade skærmen automatisk tilpasse sig lyset på kontoret i løbet af dagen.
Skærmen fik også titlen "Bedste grønne produkt" på it-messen i CeBIT tidligere i år.