Det er en gammel drøm at skabe én fælles standard for at knytte alle hjemmets elektroniske apparater, fjernsyn, stereoanlæg og computer sammen i et fælles netværk, hvor film, musik og billeder kan overføres uden teknisk bøvl. Nu forsøger et nyt industrikonsortium at gøre denne vision til realitet.
Det er Infineon, Intel, Panasonic og Texas Instruments, der er gået sammen om at stifte HomeGrid Forum. Målet er at skabe en global standard for overførsel af digitalt indhold over hjemmets kabler - hvad enten der er tale om coaxial-, strøm- og telefonkabler.
HomeGrid Forum skal arbejde parallelt med en arbejdsgruppe under organisationen ITU kaldet ITU-T G.hn, der udvikler en international standard på området.
Konsortiet vil også arbejde med at markedsføre den kommende standard og - som det vigtigste - certificere at produkter rent faktisk lever op til standarden.
Forbrugerne skal føle sig trygge ved, at et produkt med HomeGrid-logo kan kommunikere med alle andre produkter, der overholder den kommende standard.
Men flere lignende tiltag for at udvikle fælles standarder er tidligere slået fejl.